- Denne gamle slægt, en af de ældste og berømteste i Holsten, har sit navn af borgen Krummendiek ved Itzehoe, der alt i det 13. århundredes midte tilhørte slægten, men 1410 blev afhændet til Rantzau'erne.
Dog synes det, at slægtens egenlige hjemstavn var Ottenbüttel i Aspe sogn, og at den oprindelig har båret navn herefter, men en enkelt linje kaldte sig alt i det 13. århundredes begyndelse "Busche", måske efter våbnet, som var et lindetræ, der oftest angives grønt i sølv-felt, men efter en fra 1445 stammende tegning var hvidt i blåt felt. Det tilhørende hjelmtegn var to vædderhorn, dog førte hr. Henrik Krummedige til Valden to vesselhorn, hr. Erik Krummedige, død 1541, snart et lindetræ, snart to lindekviste.
Mærkeligt er det, at hr. Nicolaus Meseke Krummedige og hans broder Borkvard ikke førte lindetræet i deres skjold, men derimod de to vædderhorn og derunder en siddende fugl. Forøvrigt gav våbenmærket anledning til en bekendt strid mellem hr. Henrik Krummedige og ærkebiskop Birger i Lund.
Betegnende for slægtens talrighed er de mange til den knyttede personlige tilnavne: Engel, Mildehand, Meseke, Leueselle, Stauerby, Blokesberg, Wittekop, Storm, Brøger, Krumkop, Tolner, Stiper, Weerd osv. Kun et af disse, nemlig Wittekop, blev et fast slægtsnavn.
Aspe sogn og kirke vedblev at være centrum for slægten til dens uddøen. I kirken skal dens fleste medlemmer ligge begravne.
Da der for tiden før 1450 kun haves de få, usikre og spredte angivelser om slægtskabsforholdene, som kunne uddrages af samtidige dokumenter, må nærværende stamtavles ældre halvdel kun opfattes som et første forsøg på at samle denne talrige slægt genealogisk. Det vil i alt fald næppe overalt vise sig at være vellykket.
Anders Thiset, Danmarks Adels Aarbog 1900 fra side 217-238. Læs hele historien i vedhæftede fil.
|
Notater |
- Vistnok den Henneke K., som 1323 beseglede den holstenske adels forbund og 1342 i Lübeckernes klager kaldes „Vorgeten Sone", ejede samme år Brockdorff og Beidenfleth, vel den Johannes K., som 1318 med sin broder Iven og Johannes Leueselle for deres frænde Lyder Krummediges sjæl gav renter af dennes søns, deres "fætter" Eggert Krummediges gods i Stelnow og Growel til Itzehoe Kloster, nævnes 1351 sammen med Iven Engel Krummedige. [4]
|