Af Per Andersen - Historien om en lille gård i Dalby

Bygningerne
Desværre er bygningerne til Lillegård meget mindre dokumenterede end dets beboere og jorden omkring dem. Derfor er vores viden om deres historie mere sporadisk.

Det stuehus, der overlevede frem til starten af 1970erne, var inddelt i to lejligheder på omkring 80 m2 og 60 m2. Den mindste lejlighed i husets østlige ende bestod af 2 værelser, mens den vestlige havde stue, soveværelse, gang og køkken. Huset var kalket hvidt og havde på dette tidspunkt fået eternittag, men der var ikke indlagt vand, og toilettet var i gården.
Størrelsen passer meget godt med den beskrivelse, der findes af huset i en forsikringsvurdering fra 1918. Huset beskrives her med 6 værelser og en størrelse på 364 kvadratalen, hvilket svarer til 144 m2. Dog er det stråtækte tag, der fandtes i 1918, senere udskiftet med eternittaget. I en vurdering fra 1906 findes den samme beskrivelse, og huset betegnes på dette tidspunkt som godt vedligeholdt.



I 1906 var stuehuset en del af Lillegård, der desuden omfattede et vaske- og brændselsrum, en stald og en lade. Alle disse undtaget stuehuset synes fjernet mellem 1906 og 1918, og forklaringen skal sikkert søges i J. C. Thy- gesens beskrivelse af staldbygningerne i 1913 som "faldefærdige". De er sikkert blevet fjernet ved hans overtagelse af gården.
Spørgsmålet om, hvornår stuehuset fra 1906 er blevet opført, kan ikke entydigt afklares. Givet er det dog, at det ikke er det oprindelige stuehus fra gårdens oprettelse i 1813. På dette tidspunkt ville man ikke bygge et så bredt stuehus med proportionerne 17 m x 8.5 m - denne byggestil med brede huse fremkom først senere i århundredet.
Det eneste kendte billede af gården giver os yderligere et spor. I gavlen afladen ses nemlig årstallet 1856, og selv om man skal være forsigtig med sådanne årstalsangivelser, passer det ganske fint ind i gårdens historie. Da Hans Hansen Hundevad overtog gården i 1851 og indgik ægteskab i 1854, skulle den nye generation også have en ny gård. Man kan forestille sig, at han først byggede et nyt stuehus, og at byggeriet sluttede med laden i 1856. Det passer i øvrigt fint i det generelle mønster, idet der blev bygget særdeles meget i Sønderjylland i perioden fra 1850 til 1864.
Konklusion
Således slutter historien om Lillegård i Dalby. Området mellem Haderslev og Kolding er kendt for at have mange store proprietærgårde som Dalbygård. I 1920 var der således næsten dobbelt så mange gårde over 30 ha som i det øvrige Jylland. Men som det ses, var

der også mindre gårde, der udfyldte deres mere beskedne rolle som slægtsgårde.
Historien om Lillegård er ikke enestående, men det er dog bemærkelsesværdigt, at der en del af årene boede 3 generationer sammen på gården og en kort overgang endda 4 generationer under samme tag. To ægteskaber på gården endte med mandens for tidlige død - og enken blev i begge tilfælde siddende på gården uden at gifte sig igen, hvilket gik imod tidens skik.
På et punkt deler Lillegård skæbne med de fleste andre gårde uanset størrelse: Det var gården, der var det bærende element i familiens liv og eksistens. Den var ikke alene eksistensgrundlaget og den fysiske ramme for familien, men udgjorde også den sociale enhed, der skabte en slægt fremfor blot en familie.