8. | Oluf Hansen blev født den 23 feb. 1726 i Fjelstrup sogn, Haderslev amt (søn af Hans Olufsen og Maren Pedersdatter); døde den 21 apr. 1777 i Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; blev begravet den 26 apr. 1777 i Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Hashtag: Ejer, Lindgaard, Dalby sogn
- Historie: Fjelstrup sogn, Haderslev amt; Brøderegistet for Oluf
- Historie: Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Lindgaard kommer ind i Lind slægten
- Historie: Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Oluf Hansen og hans søskende i Tingbøerne
- Besidder gården: fra 1745 til 1777, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Køber gården i 1745
- Historie: 26 apr. 1777, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Oluf og Karens smitsomme feber
Notater:
Også kaldet Oluf Hansen Lind
Ingen kirkebøger i Fjelstrup 1719-1737
Gårdmand i Dalby. købte Lindgaard i 1745 og ejede den til sin død
Historie:
I 1744 ses det i brøderegistet, at den da 18-aarige Olu] Hansen » haver paa een Helligdag huggen Giersel og taget det endda paa een anden Mands Skiffte« , hvorfor han maatte bøde 32 sk .
Historie:
Midt i Dalby by, lidt vesten for vejen, - om sommeren delvis skjult af nogle store lindetræer -, laa Hans Frandsens gamle gaard. Indhuset, der var af bindingsværk med murede tavl og straatag, laa solret, og gennem dets smaa blyindfattede ruder saa man mod syd udover en lille kaalgaard, den gamle næsten faldefærdige kirke og kirkegaarden ligge, mens den paa nordsiden liggende gaardsplads var begrænset mod øst og vest af to gamle smaa og lave straatækte "bulhuse". Baade Hans Frandsen og hans kone var ældre mennesker oga rbejdet med gaardens drift var begyndt at volde dem besvær. Tilmed var den igennem mange aar med føje af alle bønder saa frygtede kvægpest, den saakaldte "store pestilentzialske Qvægsyge ", (= virussygdommen: den asiatiske kvægpest, nu ukendt i Europa) ogsaa kommen indenfor Dalby sogns grænser, hvorfor de, da de tilsyneladende ingen arvtager havde til gaarden, besluttede ved førstkommende lejlighed at ville sælge den.
Da saavel Oluf Hansen, som hans to brødre, var for unge til at overtage indfæstningen af slægtens aarhundredgamle besiddelse kirketoftegodset, var det kun naturligt, at den var blevet overladt til hans 10 aar ældre søster Kiersten og hendes tilkommende ægtemand, Jens Christophersen.
Den gaard, faderen i sin tid havde købt og drevet sammen med toftegodset var blevet solgt og Oluf Hansen og hans søskende fik derfor nu deres arvepart, omregnet i penge, stillet til raadighed. Den eneste maade en bonde efter den gængse opfattelse paa den tid - ja, forøvrigt endnu ogsaa 100 aar senere - kunde anbringe sine penge, som han ikke havde brug for i sin bedrift, nogenlunde sikkert paa, var at laane dem ud mod pant i jord eller i en gaard.
For saavel Hans Frandsen som for Oluf Hansen, der jo dog i løbet af nogle faa aar skulde have købt sig en ejendom, var det derfor en for begge parter fordelagtig løsning, der blev truffet, da den unge ugifte mand købte denne gaard og overtog driften for sin regning, saa meget mere som det samtidig blev bestemt, "at baade Selgeren og Kiøberen skal paa Gaardens beste forblive paa Mad og Maal med hverandre, Saalænge rimeligt kand være, og med deres Arbeyde og tilsyn, sambt Raad og daad bruge ald deris fliid til Gaardens Conservation".
Ganske vist døde Hans Frandsen allerede 3 aar senere, men ikke desto mindre maa det have været en stor hjælp for en saa ung mand, i de første vanskelige aar i nye omgivelser i et fremmed sogn, at have haft en ældre mands praktiske erfaring og loundskab at kunne støtte sig til.
Efter alt at dømme maa det dog have været en gammel og meget forsømt gaard, som Oluf Hansen overtog, hvilket købesummed vel ogsaa kan tyde paa. Ved at sammenligne gaardens besætning, som den var ca. 35 aar tidligere, med den Oluf Hansen ifølge købekontrakten overtog, ses det, at den i de forløbne aar er gaaet en del tilbage, og rimeligvis er det gaaet paa samme maade med bygningerne, mens markerne jo hørte ind under landsbyens fællesjorder. Hvornaar gaardens bygninger var opført, vides ikke med bestemthed, antagelig dog i sidste halvdel af 1600-aarene, men der er næppe tvivl om, at den gamle gaard er blevet grundigt istandsat og i det hele taget forbedret og gjort større i Oluf Hansens tid. Ved overtagelsen var der saaledes kun to mindre bygninger til henholdsvis lade og stald, hvorfor der nogle aar senere blev bygget en ny, større ladebygning til, saaledes at gaarden nu blev firlænget. Det i købekontrakten nævnte "udi i Gaarden staaende 5 fag Boels huus" hentyder til den udbygning indhuset havde ud til gaardsiden, en saakaldt "kvist", som var beregnet til bolig for aftægtsfolkene paa gaarden eller til ejerens ugifte søskende.
Gaarden blev tilsyneladende allerede den gang mand og mand imellem kaldt "Lindgaard", og der kan ingen som helst tvivl være om, at oprindelsen til dette navn har været de forholdsvis mange og ret store grupper af lindetræer, der i mange aar som læbælter har omgivet den og beskærmet bygningerne med deres straatage mod blæsten. Først o. 1860-65 er disse træer, der af min far (red: Gustav Linds far) blev beskrevet som værende "ualmindeligt høje og ældgamle", blevet fældet og det kan derfor formodes, at de er blevet plantet omkring ved aar 1700. At Oluf Hansens naboer ret snart har givet ham kendingsnavnet Lind, for derved at kunne undgaa forvekslinger med hans nærmeste nabo, der ogsaa hed Oluf (Wolle), fremgaar af alt og det er derfor fulgt af sig selv, at det saaledes er blevet de gamle daners hellige træ: linden (Tilia cordata mill.), hvis navn Oluf Hansen senere har valgt til slægtsnavn for sine efterkommere.
Sin ungdom til trods tyder alt paa, at han i modsætning til sine nærmeste forgængere paa "Lindgaard" har været en overordentlig foretagsom mand med en udpræget ordenssans, der paa forskellig maade har forbedret sin ejendom. Det maa forøvrigt have været ham en god støtte i de unge aar, efter den tidligere ejers død, at hans ældste søster Kiersten og hendes mand Jens Christophersen, efter at have afstaaet toftegodset i Fjelstrup o. 1750, overtog fæstet af den skraat over for "Lindgaard" liggende "Dalby Anneksgaard", den nuværende »Dalbygaard«, »wovon der Pastor nun
jåhrlich 10 Rthl. zu geniessen hat«.
Historie:
Oluf Hansen har senere hen kunnet hjælpe sin lidt yngre bror, Matihias, da han efter sit ægteskab i 1762 ogsaa flyttede til Dalby, hvor han overtog en selvejergaard (nr. IV) i den sydøstlige del af byen, hvor tilsyneladende ogsaa broderen Peder, hvis skæbne er os ukendt, har opholdt sig.
Ved en gennemgang af Tyrstrup herreds tingbøger fandtes følgende oplysninger om Oluf Hansen i Dalby og hans søskende i tiden efter 1752, der giver os et lille indblik i de daværende forhold:
Oluf Hansen i Dalby blev den 4. juli 1758 anklaget af Simon Madsen i Dalby for med urette at have foretaget udpantning. Sagen fortsættes med skriftlige indlæg fra de 2 parter d. 22. aug. 1758, d. 26. sept. 1758 og d. 24. okt. 1758. Disse skriftlige indlæg er ikke indført i tingbogen og ikke bevarede.
Den 13. febr. 1759 afsiger herredsfoged Detlev Friderich Oye en foreløbig kendelse. Det ses heraf, at Simon Madsen har beskyldt Oluf Hansen for, at hans karl i Simon Madsens ejendomsskov har spændt halskoblerne af hestene (det maa være Simon Madsens heste) og taget dem tilligemed en økse. Kendelsen gaar ud paa, at der skal føres vidner i sagen, men det ses ikke, at saadanne er ført, ligesom det ikke ses, hvad der videre er bleven af sagen. Formodentlig er de blevet forligte, uden at sagen er ført videre for retten.
Oluf Hansen var ikke mødt ved allemandstinget den 16. januar 1759 for at overtage helligdagsfogeds embedet, hvorfor kongelig brøde (bøde) imod bannem blev reserveret.
Oluf Hansen blev indstævnet til den 6. september 1763 af Oluf Jørgensen i Dalby angaaende udtalte ærerørende ord udi offentligt grandestævne imod hannem, saavelsom at han havde udskældt Oluf Jørgensens kone i hendes eget hus for "en canallie". Det sidste kunne dog ikke bevises. Sognefogden Hans Nissen og Johan Detlefsen aflagde ed paa, at de ikke havde hørt skældsordet "en canallie" imod Oluf Jørgensens kone, medens Nicolai Nielsen ikke vilde aflægge eden under paaskud af, at han havde været saa bedrukken og beskænket, at han maatte ledes hjem. Derfor blev han idømt en bøde af 1 rdl. courant. Oluf Hansen idømtes ligeledes en bøde af 1 rdl. courant angaaende en utilladelig tale om og imod Oluf Jørgensen i henseende til en jernkile, i hvis henseende Oluf Hansen dog ingen beskyldning i nogen maade kunne gøre Oluf Jørgensen.
Den 27. september 1763 fremkom for retten Matthias Hanssen af Dalby, Peder Hanssen sammesteds, daværende kyrasser udi det kongelige højlovelige 1. fynske kavaller regiment Jens Christophersen af Dalby uxorie nomine Kiesten Hansdaatter og Rasmus Jessen af Fjelstrup paa sin hustru, Ingeborg Hansdaatters vegne og gav retten til kende, hvorledes deres resp. egen broder og hustrus broder nærværende tilligemed dennem for retten staaende Oluf Hansen, der havde i beboelse og besid en hel ejendomsgaard i Dalby, haver til dennem enhver især resp. paa egne og forbemeldte deres hustruers vegne rigtig udredet, betalt og leveret alt hvis dennem efter deres afdøde resp. egen og hustruers ved døden afgangne fader Hans Olufsen og deres endnu i live værende moder· og svigermoder Maren Hanses udi arv baade for nu og i fremtiden med rette kunde tilkomme, det være sig enten udi varer eller' penge, saa at de hverken for deres egne personer eller paa deres hustruers mindre paa deres alles arvingers vegne i saa maade, nemlig for fædrene eller mødrene arv, noget videre havde at fordre eller at prætendere udi nogen optænkelige maader, men ville hannem deres broder og svoger forbemeldte Oluf Hansen og sine arvinger for rigtig og tilfulde bekommene fædrene og mødrene arv hermed og formedelst denne afkald paa det kraftigste, som ske kunne, have ganske løsgiven og quiteret, med tilbud, alle tider at være redebon og villig til deres merbemeldte broder Oluf Hansen eller hans arvinger at meddele lovskikket skøde paa den af hannem nu besiddende hele ejendomsgaard i Dalby, saa snart de dertil af hannem opesket vorder. Hvilket altsammen forberørte Matthias og Peder Hansen samt Jens Christophersen og Rasmus Jessen med et til fornævnte deres broder og svoger Oluf Hansen her for retten givne haandslag stadfæstede.
Den 16. januar 1770 ansattes Matthias Hansen, Jens Christophersen og Oluf Hansen af Dalby til kgl. bøde, efterdi de ikke var mødte som tinghørere, hvorved de retten længe haver opholdt, enhver for 24 sk.
Ved allemandstinget den 16. januar 1770 ansattes samtlige Dalby bymænd til brøde (bøde), fordi de efter helligdagsfogdens gjorte bekendelse bestandig haver holdt deres hunde ubundne, medens kvægsygdommen grasserede i byen. Oluf Hansen udnævntes den 2. oktober 1770 til taksations- og vurderingsmand for Dalby sogn i henhold til forordningen af 22. januar 1770.
Den 7. marts 1775 mødte for retten Oluf Hansen af Dalby og producerede en af Peder Pedersen Kiede fra Kiede (Kidde?) i Jylland udstedt fuldmagt til at lade udslette Peder Kiedes hustru Friederica Susanna Bassholms tilskrevne mødrene arv.
Historie:
Oluf og Karen døde af smitsom feber og blev begravet samme dag
Død:
Opslag 115 død. Olluf Hansen, gårdmand, som tillige med sin hustru blev begravet på én dag, efterlader sig 5 børn, Hans, Christian, Nis, Mathias og Ingeborg. 51 år 3 uger 5 dage. Ægteparret døde af smitsom feber og blev begravet på samme dag.
Oluf blev gift med Karen Nisdatter den 13 jul. 1759 i Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Karen (datter af Nis Lauritzen og Ingeborg Lauritsdatter) blev født den 14 jan. 1739 i Vonsild sogn, Vejle amt; blev døbt den 14 jan. 1739 i Vonsild sogn, Vejle amt; døde den 18 apr. 1777 i Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; blev begravet den 26 apr. 1777 i Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]
|