Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Frimand på Stubbumgård og Væbner

Notater:

Væbner til Stubbum.
Ejer Stubbum Gård 1461-1507.

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Jens blev gift med den Ja, dato ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Adelsmand, Frimand på Stubbumgård og landmand

Notater:

Den 7. juli 1507 fæstede hertug Frederik, - den senere Kong Frederik d.1., til Peder Jensen og hans søn Jes Persen til Stobberop, nogen kirkejord i Overstubberop på deres livstid. Giver i Haderslev onsdagen efter Marie besøgelse under vort påhængte segl.
Den 28.september 1533 bekræftede og konfirmerede hertug Christian, den senere Kong Christian d.3, på Peder Jensens ansøgning det adelsbrev, som Christian d. 1 havde givet hans bedstefar Peder Knudsen.
Bekræftigelsesbrevet er skrevet på pergament og findes i Landsarkivet i Åbenrå
Peder Jensen nævnes i et skatteregister i 1542.

I Peter Jensens sidste vilje og testamente dateret 1547, som blev stadfestet i Tyrstrup og godkendt af otte reelle og ægte danske mænd deriblandt: Hans Petersen, Peter Iversen, Svend Nielsen, Jesper Outzen, Per Lauersen og Nis Tammes, står der at min søn Ifuer (Iver) Petersen er den ægte ejer af Stubbum Gård.
Kilde: Andrew C. Krog: Stubbum Manor and its ancestors in aller Township, province of Haderslev, Slesvig, Denmark.

Han har muligvis været gift med en datter af Iver Madsen på Beyerholm, i Halk sogn, Dette vides dog ikke og er kun et gæt, fordi Pe(t)der Jensen også havde en søn Iver Petersen.

Peder Jensen ejer Stubbum Gård 1507-1535.

Landbohistorisk Selskab, Adkomstregistrering 1513-50
Peder Jensen adelig (Stubbum slægten)(våben: 5 røde teglsten) til Stubbumgård, Tyrstrup h (lever 21.5.1544 er d 1547)

Danmarks breve fra Middelalderen, 2.rk, 6.bd. s. 212 [ 7. juli ? 1507]:
Wy Frederich erffgenohme to Norwegen, hertog vesten und verschryuend unsend undersatend Peder Jensen und zynend sone Jes Persen to Stubberub dat kerkengrund to Ouerstobberob van nhu an, so se der jennen, de dar oppe wanit, volbort hebbend, und na dat dersüluend de tyd erer beder levende alles te besittende. Dat [!] to Hadersleue am midwekend na Marien berchgancke under unsrend angehangedend signet. Ad relacionem [?] validi Ottonis Ranzovou.
advocati in castro Hadersleu.
[Orig.] Afskr. fra 18. Aarh.: RA. Rtk., Generallandsundersøgelseskommiss. i Slesv. og Holst. 1723-30, Akter vedr. Frigaarde i Haderslev Amt, Lægget "Das Freygut Stubbum angehent".

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Peder blev gift med NN Iffuersdatter den Ja, dato ukendt. NN (datter af Iffuer Matzen) blev født cirka 1470 i Beyerholm, Halk sogn, Haderslev amt; døde i Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Frimand på Stubbumgård

Notater:

Iver Pedersen fik d.2 oktober 1547 på Tyrstrup herreds ting et tingvidne for - at et stokkenævn på 24 mænd erklærede, at det arvegods som afdøde Peder Jensen i Stubbum havde, havde været under " enlig gift og avling" i hvor som helst det lå, enten den gård som Peder Jensen boede på, eller andre steder- hvor han havde arvegods. Iver Pedersen arver gården, da Peder Jensens første søn Jes Persen formodentlig er død før faderen.

Ejer af Stubbum Gård 1535-1565

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Iver blev gift med den Ja, dato ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Frimand på Stubbumgård, Aller sogn

Notater:

Fik i 1604, sammen med andre bymænd i Stubbum, et lån på 100 lybske mark.
Claus Iversen nævnes i 1639, hvor han søgte bekræftelse på privilegierne af 1461 & 1533, idet der blev krævet tjenestepenge af ham som af andre gemene bønder.
Privilegiet blev bekræftet d. 15. august 1639 af Christian d. IV.

Ejer af Stubbum Gård 1565-1640.

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Claus blev gift med den Ja, dato ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Frimand på Stubbumgård

Notater:

Det eneste der vides om Iver Clausen, er at han i 1665 nævnes som afdød.
Det fremgår af kirkeregnskabsbogen, at Iver Clausen døde i 1663.

Ejer af Stubbum Gård 1640-1663.

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Iver blev gift med NN Philipsdatter Fabricius den Ja, dato ukendt. NN (datter af Philip Jacobsen Fabricius og Anna Jørgensdatter Boysen) blev født cirka 1610 i Øsby sogn, Haderslev amt; døde cirka 1661 i Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Historie: 1665, Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Mord og friheder som overdrages

Notater:

Jørgen Boysen forbrød sin part i gården Stubbumgård - til Kronen, på grund af mord.
Søsteren Anne Iversdatter og ægtefællen Jørgen Jørgensen Arnkiel fik i 1665 tilskødet Jørgen Boysens part.

Historie:
Anne Iversdatter og Rasmus Jørgensen Arnkiel fik de 7 marts 1665 konfirmeret frihederne til Stubbum Gård, da Jørgen, broderen til Anne og Catrine, fortabte sine friheder pga. begået mord.

Erik Christensen, Vojens skriver:
Ved Iver Clausens død i 1661 overgik Stubbomgård til den eneste søn, Jørgen Boysen. Men omkring 1662 begik Jørgen et manddrab, der medførte, at han mistede arveretten til gården. Samtidig blev han af sandemændene svoret fredløs og måtte flygte ud af landet.
Haderslev amtsregnskaber omtaler dette således for 1664 [LAÅ mikrofilm S 2672]: "Nach dehme Jürgen Boysen daselbst einen Todtschlag begangen, und er von Sandt-mennern von seinen Frieden geschworen, und als landtflüchtig werden müssen, als ist sein Antheil und Boesloth taxiert worden für 783 MK L. Nach dehme aber Rasmus Jørgensen den Hoff wieder angenommen und für Königl. Brüche gehalten, Alls hat er dieses Jahre darauff bezahlt, und ferner den Rest nach Terminen bezahlen will 200 MK - 66 Rth 32 sk."

Iver Matzen var i 1663 blevet gift med Jørgen Boysens søster, Catharina, og ved brev af 24. nov. 1663 fået frigårdsprivilegierne bekræftet af Frederik III.

Den anden og vel nok yngste datter, Anna, blev trolovet med Rasmus Jørgensen fra Toldsted, formentlig i slutningen af 1664. Det fremgår af følgende tingsvidne af 7. marts 1665 fra Tyrstrup herredsting, omskrevet til nudansk:

"Kongl. Majestæt til Danmark og Norge. Forordnede herredsfoged udi Tyrstrup herred, Jep Johan Horstmann i Frørup, Mads Back i Hjerndrup og Hans Christensen i Hauge, sandemænd i samme herred, gør hermed for alle vitterligt, at år efter Christi fødsel 1665 tirsdag den 7. marts da var skikket for os og menige herredsmænd, som den dag ting søgte, ærlige og velagte mand Rasmus Jørgensen i Stubbom, som lovlig æskede og fik et fuldkomment tingsvidne af 8 trofaste dannemænd, som var Nis Clausen i Seggeling, Laue Pedersen i Fjelstrup, Anders Gregersen i Brabæk, Peder Hansen i Fjelstrup, Søren Jessen i Anslet, Christen Villadsen i Fjelstrup, Lauritz Steffensen i Agtrup og Jep Lauesen ibid.. Hvilke forskrevne 8te mænd for os vunde, at de så og hørte samme dag og tid på forne ting, at efter Hans Excellence vor gunstige Hr. Lensmand velbyrdige Herr Kay von Ahlefeldts skriftlige befaling, dateret Haderslev den 3. januar 1665 haver kongl. majestæts ridefoged Baldur Høyoul standen her inden tinge for dom og ret og på højtbemeldte kongel. majestæts vegne, skødet, solgt og afhændet, så og hermed skøder, sælger og afhænder til Ras-mus Jørgensen, barnfødt udi Toldsted, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvin-ger og alle efterkommere til evindelig ejendom den part udi sal. Iver Clausens fri ejendomsgård udi Stubbom, som hans søn Jørgen Boysen kunne efter forne hans sal. Fader Iver Clausen arveligen tilfaldtet, og han formedelst et dødsslag havde til kongelig majestæt forbrudt, og det udi ager, eng, skov og mark, vådt og tørt, hvor det er eller beliggende være kunne, eller med hvad navn det kunne være nævnt, inden og uden markskel, intet deraf undtaget eller forbeholdt udi nogen måde, aldeles, så vidt og bredt som Jørgen Boysens fader, Iver Clausen, haver haft udi brug og hævd, og det ganske og aldeles, kvit og fri for hver mands på- eller tiltale, fødte og ufødte, hvem de er eller være kunne, og takkede forne Bolduin Høyoul på mer højstbemeldte kongel. majestæts vegne Rasmus Jørgensen, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvinger og efterkommere godt for god og nøjagtig fyldest og betaling, for forskrevne ejendomslod udi alle måder, og er den lovlige lovbundne tre tingdage før skøde og tre tingdage efter skøde, at således for os er foregået, stadfæster og bekræfter vi med vores undertrykte signetter. Actum ut supra."

Sammen med kopier af andre dokumenter opbevares dette tingsvidne i Rigsarkivet G 48, Gen. Landsundersøgelseskommissionen i Slesvig-Holsten. Akter vedrørende frigårde i Haderslev amt 1694-1730, under læg "Stubbom", herefter alene angivet med "G 48".

At det er Kongen, der sælger Jørgen Boysens part i Stubbomgård, hænger sammen med, at efter domfældelsen for drabet og den senere landflygtighed, tilfaldt ejendom-men efter loven kongen. Bosloden var opgjort til 783 rdl, og ved at betale dette beløb kunne Rasmus Jørgensen overtage Jørgen Boysens part. Det fremgår af en ob-ligation af 15. okt. 1666, at Rasmus Jørgensen på dette tidspunkt havde betalt 500 rdl, medens resten blev lovet betalt til førstkommende kyndelmisse [2. feb. 1667]. Ejendommen skulle stilles i pant som sikkerhed. Balduin Høyoul bekræftede 20. feb. 1667, at beløbet var blevet betalt.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Historie: 1665, Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Mord og friheder som overdrages

Notater:

atrine Iversdatter gift med Iver Madsen og som havde ½ part i Stubbumgård.
Fik den 24 november 1663 stadsfæstelse af frihederne af Frederik d.III.

Historie:
Anne Iversdatter og Rasmus Jørgensen Arnkiel fik de 7 marts 1665 konfirmeret frihederne til Stubbum Gård, da Jørgen, broderen til Anne og Catrine, fortabte sine friheder pga. begået mord.

Erik Christensen, Vojens skriver:
Ved Iver Clausens død i 1661 overgik Stubbomgård til den eneste søn, Jørgen Boysen. Men omkring 1662 begik Jørgen et manddrab, der medførte, at han mistede arveretten til gården. Samtidig blev han af sandemændene svoret fredløs og måtte flygte ud af landet.
Haderslev amtsregnskaber omtaler dette således for 1664 [LAÅ mikrofilm S 2672]: "Nach dehme Jürgen Boysen daselbst einen Todtschlag begangen, und er von Sandt-mennern von seinen Frieden geschworen, und als landtflüchtig werden müssen, als ist sein Antheil und Boesloth taxiert worden für 783 MK L. Nach dehme aber Rasmus Jørgensen den Hoff wieder angenommen und für Königl. Brüche gehalten, Alls hat er dieses Jahre darauff bezahlt, und ferner den Rest nach Terminen bezahlen will 200 MK - 66 Rth 32 sk."

Iver Matzen var i 1663 blevet gift med Jørgen Boysens søster, Catharina, og ved brev af 24. nov. 1663 fået frigårdsprivilegierne bekræftet af Frederik III.

Den anden og vel nok yngste datter, Anna, blev trolovet med Rasmus Jørgensen fra Toldsted, formentlig i slutningen af 1664. Det fremgår af følgende tingsvidne af 7. marts 1665 fra Tyrstrup herredsting, omskrevet til nudansk:

"Kongl. Majestæt til Danmark og Norge. Forordnede herredsfoged udi Tyrstrup herred, Jep Johan Horstmann i Frørup, Mads Back i Hjerndrup og Hans Christensen i Hauge, sandemænd i samme herred, gør hermed for alle vitterligt, at år efter Christi fødsel 1665 tirsdag den 7. marts da var skikket for os og menige herredsmænd, som den dag ting søgte, ærlige og velagte mand Rasmus Jørgensen i Stubbom, som lovlig æskede og fik et fuldkomment tingsvidne af 8 trofaste dannemænd, som var Nis Clausen i Seggeling, Laue Pedersen i Fjelstrup, Anders Gregersen i Brabæk, Peder Hansen i Fjelstrup, Søren Jessen i Anslet, Christen Villadsen i Fjelstrup, Lauritz Steffensen i Agtrup og Jep Lauesen ibid.. Hvilke forskrevne 8te mænd for os vunde, at de så og hørte samme dag og tid på forne ting, at efter Hans Excellence vor gunstige Hr. Lensmand velbyrdige Herr Kay von Ahlefeldts skriftlige befaling, dateret Haderslev den 3. januar 1665 haver kongl. majestæts ridefoged Baldur Høyoul standen her inden tinge for dom og ret og på højtbemeldte kongel. majestæts vegne, skødet, solgt og afhændet, så og hermed skøder, sælger og afhænder til Ras-mus Jørgensen, barnfødt udi Toldsted, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvin-ger og alle efterkommere til evindelig ejendom den part udi sal. Iver Clausens fri ejendomsgård udi Stubbom, som hans søn Jørgen Boysen kunne efter forne hans sal. Fader Iver Clausen arveligen tilfaldtet, og han formedelst et dødsslag havde til kongelig majestæt forbrudt, og det udi ager, eng, skov og mark, vådt og tørt, hvor det er eller beliggende være kunne, eller med hvad navn det kunne være nævnt, inden og uden markskel, intet deraf undtaget eller forbeholdt udi nogen måde, aldeles, så vidt og bredt som Jørgen Boysens fader, Iver Clausen, haver haft udi brug og hævd, og det ganske og aldeles, kvit og fri for hver mands på- eller tiltale, fødte og ufødte, hvem de er eller være kunne, og takkede forne Bolduin Høyoul på mer højstbemeldte kongel. majestæts vegne Rasmus Jørgensen, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvinger og efterkommere godt for god og nøjagtig fyldest og betaling, for forskrevne ejendomslod udi alle måder, og er den lovlige lovbundne tre tingdage før skøde og tre tingdage efter skøde, at således for os er foregået, stadfæster og bekræfter vi med vores undertrykte signetter. Actum ut supra."

Sammen med kopier af andre dokumenter opbevares dette tingsvidne i Rigsarkivet G 48, Gen. Landsundersøgelseskommissionen i Slesvig-Holsten. Akter vedrørende frigårde i Haderslev amt 1694-1730, under læg "Stubbom", herefter alene angivet med "G 48".

At det er Kongen, der sælger Jørgen Boysens part i Stubbomgård, hænger sammen med, at efter domfældelsen for drabet og den senere landflygtighed, tilfaldt ejendom-men efter loven kongen. Bosloden var opgjort til 783 rdl, og ved at betale dette beløb kunne Rasmus Jørgensen overtage Jørgen Boysens part. Det fremgår af en ob-ligation af 15. okt. 1666, at Rasmus Jørgensen på dette tidspunkt havde betalt 500 rdl, medens resten blev lovet betalt til førstkommende kyndelmisse [2. feb. 1667]. Ejendommen skulle stilles i pant som sikkerhed. Balduin Høyoul bekræftede 20. feb. 1667, at beløbet var blevet betalt.

Catharina blev gift med Iver Madsen i 1665 i Aller kirke, Aller sogn, Haderslev amt. Iver blev født i 1635; døde i 1700 i Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: 1665, Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Mord og friheder som overdrages

Notater:

Anne Iversdatter og Catrine Iversdatter og deres respektive familier boede i begyndelsen sammen på Stubbumgård. Senere bliver den delt i 2 gårde (½) gårde.

Selv om familien i 1461 fik tildelt adelsskab for sig og ægte efterkommere, er familien vel nærmest kun blevet betragtet som storbønder, og selv har familien først og fremmest værnet om sine friheder, dvs. friheder for visse afgifter og pligter.

Anne Iversdatter og Rasmus Jørgensen Arnkiel fik de 7 marts 1665 konfirmeret frihederne til Stubbum Gård, da Iver, broderen til Anne og Catrine, fortabte sine friheder pga. begået mord.

(Tak til Jonna og John Arnkiel som har fundet al ovenstående information)

Historie:
Anne Iversdatter og Rasmus Jørgensen Arnkiel fik de 7 marts 1665 konfirmeret frihederne til Stubbum Gård, da Jørgen, broderen til Anne og Catrine, fortabte sine friheder pga. begået mord.

Erik Christensen, Vojens skriver:
Ved Iver Clausens død i 1661 overgik Stubbomgård til den eneste søn, Jørgen Boysen. Men omkring 1662 begik Jørgen et manddrab, der medførte, at han mistede arveretten til gården. Samtidig blev han af sandemændene svoret fredløs og måtte flygte ud af landet.
Haderslev amtsregnskaber omtaler dette således for 1664 [LAÅ mikrofilm S 2672]: "Nach dehme Jürgen Boysen daselbst einen Todtschlag begangen, und er von Sandt-mennern von seinen Frieden geschworen, und als landtflüchtig werden müssen, als ist sein Antheil und Boesloth taxiert worden für 783 MK L. Nach dehme aber Rasmus Jørgensen den Hoff wieder angenommen und für Königl. Brüche gehalten, Alls hat er dieses Jahre darauff bezahlt, und ferner den Rest nach Terminen bezahlen will 200 MK - 66 Rth 32 sk."

Iver Matzen var i 1663 blevet gift med Jørgen Boysens søster, Catharina, og ved brev af 24. nov. 1663 fået frigårdsprivilegierne bekræftet af Frederik III.

Den anden og vel nok yngste datter, Anna, blev trolovet med Rasmus Jørgensen fra Toldsted, formentlig i slutningen af 1664. Det fremgår af følgende tingsvidne af 7. marts 1665 fra Tyrstrup herredsting, omskrevet til nudansk:

"Kongl. Majestæt til Danmark og Norge. Forordnede herredsfoged udi Tyrstrup herred, Jep Johan Horstmann i Frørup, Mads Back i Hjerndrup og Hans Christensen i Hauge, sandemænd i samme herred, gør hermed for alle vitterligt, at år efter Christi fødsel 1665 tirsdag den 7. marts da var skikket for os og menige herredsmænd, som den dag ting søgte, ærlige og velagte mand Rasmus Jørgensen i Stubbom, som lovlig æskede og fik et fuldkomment tingsvidne af 8 trofaste dannemænd, som var Nis Clausen i Seggeling, Laue Pedersen i Fjelstrup, Anders Gregersen i Brabæk, Peder Hansen i Fjelstrup, Søren Jessen i Anslet, Christen Villadsen i Fjelstrup, Lauritz Steffensen i Agtrup og Jep Lauesen ibid.. Hvilke forskrevne 8te mænd for os vunde, at de så og hørte samme dag og tid på forne ting, at efter Hans Excellence vor gunstige Hr. Lensmand velbyrdige Herr Kay von Ahlefeldts skriftlige befaling, dateret Haderslev den 3. januar 1665 haver kongl. majestæts ridefoged Baldur Høyoul standen her inden tinge for dom og ret og på højtbemeldte kongel. majestæts vegne, skødet, solgt og afhændet, så og hermed skøder, sælger og afhænder til Ras-mus Jørgensen, barnfødt udi Toldsted, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvin-ger og alle efterkommere til evindelig ejendom den part udi sal. Iver Clausens fri ejendomsgård udi Stubbom, som hans søn Jørgen Boysen kunne efter forne hans sal. Fader Iver Clausen arveligen tilfaldtet, og han formedelst et dødsslag havde til kongelig majestæt forbrudt, og det udi ager, eng, skov og mark, vådt og tørt, hvor det er eller beliggende være kunne, eller med hvad navn det kunne være nævnt, inden og uden markskel, intet deraf undtaget eller forbeholdt udi nogen måde, aldeles, så vidt og bredt som Jørgen Boysens fader, Iver Clausen, haver haft udi brug og hævd, og det ganske og aldeles, kvit og fri for hver mands på- eller tiltale, fødte og ufødte, hvem de er eller være kunne, og takkede forne Bolduin Høyoul på mer højstbemeldte kongel. majestæts vegne Rasmus Jørgensen, hans fæstemø Anna Iversdatter, deres arvinger og efterkommere godt for god og nøjagtig fyldest og betaling, for forskrevne ejendomslod udi alle måder, og er den lovlige lovbundne tre tingdage før skøde og tre tingdage efter skøde, at således for os er foregået, stadfæster og bekræfter vi med vores undertrykte signetter. Actum ut supra."

Sammen med kopier af andre dokumenter opbevares dette tingsvidne i Rigsarkivet G 48, Gen. Landsundersøgelseskommissionen i Slesvig-Holsten. Akter vedrørende frigårde i Haderslev amt 1694-1730, under læg "Stubbom", herefter alene angivet med "G 48".

At det er Kongen, der sælger Jørgen Boysens part i Stubbomgård, hænger sammen med, at efter domfældelsen for drabet og den senere landflygtighed, tilfaldt ejendom-men efter loven kongen. Bosloden var opgjort til 783 rdl, og ved at betale dette beløb kunne Rasmus Jørgensen overtage Jørgen Boysens part. Det fremgår af en ob-ligation af 15. okt. 1666, at Rasmus Jørgensen på dette tidspunkt havde betalt 500 rdl, medens resten blev lovet betalt til førstkommende kyndelmisse [2. feb. 1667]. Ejendommen skulle stilles i pant som sikkerhed. Balduin Høyoul bekræftede 20. feb. 1667, at beløbet var blevet betalt.

Død:
Afskrift kirkebog Side 124
Ao 1723 dend 10de Jan. nembl. Dom. 1. Epiphane blef Anna Rasmusses af Stubbum begrafent, Text af Pauli Sendebreft til de Rom: 8te Capt.Ogsaa vi selv som have Oondens første grøde forlanges eftter Børnens uddrivelse, og bie eftter vor Legemes forløsening

(Tak til Jonna og John Ahrenkiel for transskriptionen)

Anne blev gift med Rasmus Jørgensen Arnkiel den 3 jan. 1665 i Aller kirke, Aller sogn, Haderslev amt. Rasmus (søn af Jürgen Christophersen Arnkiel og Woldborg Truelsdatter) blev født den 16 nov. 1636 i Toldsted, Hjordkær sogn, Aabenraa amt; blev døbt den 8 dec. 1636 i Hjkordkær kirke, Hjordkær sogn, Aabenraa amt; døde i 1712 i Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; blev begravet i Aller sogn, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Stubbumgård
• Beskæftigelse: Stubbumgård, Aller sogn, Haderslev amt; Frimand, halv part i Stubbumgård

Notater:

Begravet:
Kr. himmelfartsdag

Notater:

Stubbum by, nævnt som Stubbum 1417.
Jørgen Rasmussen Arnkiel , overtog ene ½ part af frigården Stubbumgård omk. 1711 .
Han synes at have siddet mindre godt i det økonomisk, da han gang på gang måtte låne penge.
I 1718 lånte han af pastor Zoêga 100 rdl.
I 1724, skyldte han Kirsten Hansen i Stubbum, 19 rdl. og 18 sk., som han blev hende skyldig af hendes søn Hans Hansen efterladte midler, han gav hende pant i sin påboende frigård.
I 1727 lånte han af svogeren Iver Pedersen i Højrup 120 rdl.
I 1727 d. 17 sep. nævnes Jørgen Rasmussen Arenkiel 61 år gl. som vidne i en retsag. Kilde: Tyrstrup tingbog, film M-23803.
I 1728 lånte han af Fall Hansen i Stubbum 100 mark.
I 1729 lånte han af sognefoged Lauritz Nissen i Agtrup 99 rdl. og 32 sk.
samme år lånte han af Laur. Juhl i Skovrup 55rdl.
I 1729 konfirmerede Kong Frederik IV igen Stubbum Gårds frigårda status. Frihederne angives at være fritagelse for al indkvartering -høvttjeneste - magasin og fourageleveringer, ingen mølletvang -ingen hånd og spandtjeneste ved møllereperationer, befrielse for herreds og sognebud.
Pligter: Der skulle ydes kongekørsel, og man skulle deltage i udgifter til lande - og hærveje.
I 1731 lånte han af Hans Thomsen Schrøder i Haderslev 55 rdl.
I 1731 Kong Christian VI afslog at konfirmere Stubbum Gårds kongelige pligter.
I 1732 udstedte han en veksel på 17rdl. og 4 sk. til monsieur Jacob Solwedel i Haderslev.

Kong Christian VI udstedte et kongeligt dekret: om at alle borgere skulle vælge et efternavn, hvorefter Jørgen Rasmussen tog navnet Arnkiel.

Ejer af Stubbum Gård 1711-1738 ca.

Afskrift døde.
Dend 20 de August paa en Torsdag blev Jørgen Rasmus Arenkiel af Stubbum Jorden overleveret;
Texten af 69 Davids Psalm, Bønhør mig Herre: din Mischund er Stor Og din Barmhiærtighed haver ingen Ende.

Notater:

Gift med Karen Hansdatter     

6 børn:
03 Mar 1712 - Mette Ivarsdatter Ahrenkiel
26 Dec 1714 - Rasmus Ivarsen Ahrenkiel
06 Dec 1717 - Niels Ivarsen Ahrenkiel
28 Dec 1718 - Annemegret Ivarsdatter Ahrenkiel
1724 - Hans Ivarsen Ahrenkiel
15 Maj 1726 - Hans Ivarsen Ahrenkiel

Notater:

Gårdejer, Bygger Højgård på en udstykning fra Stubbumgård.


Afskrift kirkebog ved død
Anno 1737 d 10 Martii Dominic Invocavit bleff Niels Rasmussen af stubbum Commiteret, Texten af Samme Søndags Evangelium, Att vi Vandrer her i denne onde Verdens Ørck

Gift med Marie og de får 5 børn:
02 Aug 1714 - Rasmus Nielsen Ahrenkiel
Maj 1716 - Knud Nielsen Ahrenkiel
08 Sep 1719 - Maren Nielsdatter Ahrenkiel
24 Jan 1721 - Jens Nielsen Ahrenkiel
29 Sep 1724 - Peder Nielsen Ahrenkiel

Niels blev gift med Marie den Ja, dato ukendt. Marie blev født cirka 1670; og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: Gård 19 (nu nedlagt), Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; Bodel Rasmusdatter og Nes Lauritzen

Notater:

Bodel Rasmusdatter Arnkiel er født i 1673 på forældrenes frigård i Stubbum ved Haderslev. Hendes far var Rasmus Jørgensen (også med slægtsnavnet Arnkiel), der var født i Toldsted som søn af den berømte tolderslægt, Arnkielerne.

Bodel må have haft visse forbindelser nordpå, for i 1691 blev hun som kun 18- årig gift med Nis Lauertzen fra Agtrup i Sdr. Bjert sogn. Vielsen stod i Sdr. Bjert kirke, og parret flyttede derefter til Agtrup, hvor de havde en gård.

Historie:
Bodel Rasmusdatter Arnkiel er født i 1673 på forældrenes frigård i Stubbum ved Haderslev. Hendes far var Rasmus Jørgensen (også med slægtsnavnet Arnkiel), der var født i Toldsted som søn af den berømte tolderslægt, Arnkielerne.
Bodel må have haft visse forbindelser nordpå, for i 1691 blev hun som kun 18- årig gift med Nis Lauertzen fra Agtrup i Sdr. Bjert sogn. Vielsen stod i Sdr. Bjert kirke, og parret flyttede derefter til Agtrup, hvor de havde en gård.
Bebyggelsen Agtrup var allerede nævnt i kilder fra 1231 som Aghthorp, og den lå (og ligger) lige nord for byen Sdr. Bjert i et område med gode, lermuldede jorder syd for Kolding Fjord. I dag er Agtrup og Sdr. Bjert næsten sammenvoksede. I disse sogne syd for Kolding var gårdenes størrelse over gennemsnittet med lange og velformede stuehuse. Det skyldtes formodentligt, at egnen ingen store godser havde. En del af jorden var til gengæld ejet af kronen, der havde udstykket jorden i kongelige fæstegårde.
Nis Lauertzen var født i 1652 i Agtrup, og han var således omkring 39 år da han blev gift med den noget yngre Bodel Rasmusdatter Arnkiel. Om han havde gjort den unge Bodel gravid inden giftermålet kan ikke siges med sikkerhed, men den ældste søn, Lauritz Nissen, blev i hvert fald født i 1692, samme år som ægteskabet blev indgået.
Foruden at være gårdmand var Nis Lauertzen også sandemand og sognefoged i Agtrup. En sandemand havde til opgave at møde på tinget ved kriminelle sager og give vidne - altså "sige sandheden".
Fra ægteskabet mellem Nis Lauertzen og Bodel Rasmusdatter Arnkiel kendes fire børn. Den ældste søn blev født i 1692 i Agtrup, og han blev navngivet Lauritz Nissen, formodentlig efter farfaderen.
De øvrige tre børn var datteren Maren Nisdatter, født omkring 1693 og gift med gårdmand Jens Jensen på Fænø, sønnen Rasmus Nissen, der døde ugift i 1731 og endelig datteren Karen Nisdatter fra omkring 1697, der i 1724 blev gift med gårdmand Søren Nissen fra Taps sogn. De blev alle født i Agtrup i Sdr. Bjert.
Af forældrene døde Nis Lauertzen først, nemlig i februar 1713, ca. 60 år gammel. Han efterlod sig børnene og sin hustru Bodel, der jo var noget yngre. Hun levede til oktober 1735, hvor hun døde 62 år gammel.
Ved faderens død i 1713 var den ældste søn, Lauritz Nissen, omkring 21 år gammel, og der var en udbredt tradition for, at hvervet som sognefoged gik i arv fra far til søn. Det kunne selvfølgelig hænde, at der ikke var nogle myndige sønner, når en sognefoged døde, og det var så ikke ualmindeligt, at enken efter sognefogden varetog jobbet indtil en søn kunne overtage det.
Om den 21-årige Lauritz Nissen allerede i 1713 blev sognefoged efter sin far, eller om enken Bodel Rasmusdatter Arnkiel varetog hvervet i en periode, synes ikke klart. Men det er sikkert, at Lauritz Nissen endte som sognefoged og gårdmand i Agtrup lige som sin fader, samt at han boede på "Sognefogedgården".

Død:
Side 79: Salig Ns Lauritzens hustru, Agtrup, 62 år

Bodel blev gift med Nis Lauritzen i 1691 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. Nis blev født i 1648 i Gård 19 (nu nedlagt), Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; døde i feb. 1713 i Gård 19 (nu nedlagt), Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev begravet den 23 feb. 1713 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: Lauritz Nissen og Maren Greigsdatter
• Besidder gården: fra 1733 til 1747, Gård 19 (nu nedlagt), Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; Gårdmand og sognefoged

Notater:

Historie:
Ved faderens død i 1713 var den ældste søn, Lauritz Nissen, omkring 21 år gammel, og der var en udbredt tradition for, at hvervet som sognefoged gik i arv fra far til søn. Det kunne selvfølgelig hænde, at der ikke var nogle myndige sønner, når en sognefoged døde, og det var så ikke ualmindeligt, at enken efter sognefogeden varetog jobbet indtil en søn kunne overtage det.
Om den 21-årige Lauritz Nissen allerede i 1713 blev sognefoged efter sin far, eller om enken Bodel Rasmusdatter Arnkiel varetog hvervet i en periode, synes ikke klart. Men det er sikkert, at Lauritz Nissen endte som sognefoged og gårdmand i Agtrup lige som sin fader, samt at han boede på "Sognefogedgården".
Omkring 27 år gammel besluttede Lauritz sig for at gifte sig, og også med hensyn til sin hustrus alder fulgte han i sin faders fodspor. Den 13. juni 1719 blev Lauritz gift med den kun 15-årige Maren Nisdatter, om hvem vi kun ved, at hun blev født i 1704 som datter af "gårdmand Nis Sørensen i Ostorp udi Taps sogn og hustru, Maren".
Lauritz Nissen blev gift omkring det tidspunkt, hvor en kontroversiel landmåling fandt sted i sognet, og det er rimeligt at antage, at den unge Lauritz som (kommende) sognefoged var engageret i denne sag.
Efterhånden som skatterne var steget, var kravet om mere retfærdige skatter på gårdene blevet øget. Tidligere havde gårdens størrelse været grundlaget for skatten, men disse størrelser var blevet fastsatte mere eller mindre tilfældigt gennem årene. I slutningen af 1600-tallet tog man derfor fat på en egentlig opmåling af gårdene. Gennem fastsættelse af gårdenes areal og ydeevne blev de såkaldte hartkorn fastlagt som måleenhed for den skat, gårdene skulle betale.
I 1788 var matrikuleringen af kongeriget færdig, og man kunne lave den endelige matrikel. I Haderslev amt (altså i hertugdømmet Slesvig) skete der ligeledes en opmåling af gårdene i 1714-15. Disse opmålinger blev fulgt op af yderligere opmålinger kort tid senere, i 1716-18. De sidstnævnte opmålinger viste sig at være kontroversielle, idet der tilsyneladende ikke forelå nogen kongelig befaling om et sådant arbejde.
Landmålingerne blev øjensynligt iværksat af amtsforvalteren i Haderslev amt, B. Bentsen, idet der senere blev klaget over ham: "Han har i Tyrstrup og Gram Herreder på egen hånd påbudt og foranstaltet en landmåling, uanset at flere af de daværende undersåtter havde ansøgt om forskånelse for en sådan, fordi de havde bragt i erfaring, at den ikke kunne gennemføres i de andre kirkesogne. Hvilket havde påført undersåtterne mange 1000 rigsdalers udgift til ingen nytte". Bentsen havde således uden hjemmel foretaget landmålingen og ovenikøbet selv inddrevet betalingen for denne.
Landmålingen var generelt blevet foretaget uden befolkningens accept, og i nogle sogne bad man direkte om at måtte blive fri. Landmåleren indfandt sig dog alligevel. I Agtrup, hvor Lauritz Nissen havde sin gård, havde en enkelt gårdmand anmodet om en opmåling af landsbyen - øjensynligt med en formodning om at blive skatteansat noget lavere - så også her dukkede landmåleren op. De øvrige landmænd bad om at blive fri for hans opmåling, men de fik svaret, at "selv når kun én beder om det, må han vel have ret til en opmåling".
Landmålingerne påførte beboerne en række udgifter, og det var først og fremmest disse, der fik sindene i kog. Almindeligvis måtte man betale 36 skilling pr. otting til landmåleren selv, 12 skilling til hans karl samt dagligt stille 5-6 karle til rådighed foruden heste og kostpenge. Når landmålingen så kunne tage 10 uger i et sogn, kunne dette blive til en betragtelig regning.
Lauritz Nissen og Maren Nisdatter fik i hvert fald 3 børn. Sønnen Nis Lauritzen blev født i Agtrup i marts 1722, mens to døtre, Anna Maria Lauritzdatter og Bol Lauritzdatter blev født i henholdsvis april 1729 og december 1736. Anna Maria blev i 1750 gift med Simon Lassen fra Grønninghoved i Vestrup sogn.
I maj 1747 døde Lauritz Nissen i Agtrup i en alder af ca. 55 år, og han blev overlevet af sin unge hustru, der på dette tidspunkt kun var 42 år. Hun døde først i 1786, 82 år gammel. Faderen var sognefoged lige til sin død i 1747, og den ældste søn, Nis Lauritzen, var 25 år gammel på dette tidspunkt. Endnu en gang gik embedet som sognefoged samt "Sognefogedgården" i arv fra far til søn. Nis Lauritzen startede i embedet straks efter faderen død, og han blev således i hvert fald 3. generation i familien, der var sognefoged i Agtrup.

(Denne forstælling er skrevet af Per Andersen i 'Fra hvide til Hundevad')

Besidder gården:
Nedlagt gård i Agtrup:

Nr. 19 var dels en ejendoms- og dels en fæstegård på 126 sl. td.ld. og lå nabo til nr. 18.

Nis Lauritzen blev født på gården 1648 og levede der til 1713. (Hans kone hed Karen og døde 1703?).
Deres søn, Lauritz Nissen, blev 1719 gift med Maren, datter af Nis Gregersen i Åstorp, Taps Sogn. Lauritz Nissen var sognefoged fra 1733 til sin død 1747.

Deres søn, Nis Lauritzen, var gift med Elsa, Hans Jacobsens datter fra Dalagergård. Han fulgte faderen både som gårdejer og som sognefoged. Han døde 1768, kun 46 år gammel.

Begravet:
Blev begravet inde i kirken

Lauritz blev gift med Maren Greigsdatter den 13 jun. 1719 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. Maren (datter af Nis Sørensen og Maren) blev født den 1 mar. 1704 i Åstorp, Taps sogn, Vejle amt; døde den 12 nov. 1786 i Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev begravet den 18 nov. 1786 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Maren blev gift med Jens Jensen den Ja, dato ukendt. Jens blev født cirka 1690 i Fænø, Middelfart sogn, Odense amt; og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Rasmus Nissen døde ugift 1731.

Notater:

Se tilknyttede kilder.

Karen blev gift med Søren Nissen i 1724. Søren blev født i Taps sogn, Vejle amt; og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: Nis Lauritzen og Elsa Hansdatter Jacobsen
• Besidder gården: fra 1747 til 1768, Gård 19 (nu nedlagt), Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; Gårdmand og sognefoged

Notater:

Historie:
I maj 1747 døde Lauritz Nissen i Agtrup. Faderen var sognefoged lige til sin død i 1747, og den ældste søn, Nis Lauritzen, var 25 år gammel på dette tidspunkt. Endnu en gang gik embedet som sognefoged samt "Sognefogedgården" i arv fra far til søn. Nis Lauritzen startede i embedet straks efter faderen død, og han blev således i hvert fald 3. generation i familien, der var sognefoged i Agtrup.

Det var åbenbart blevet en helt tradition i familien at gifte sig med unge piger, for som 30-årig giftede Nis Lauritzen sig med den kun 19-årige Elsa Hansdatter fra Dalagergård i Binderup i Sdr. Bjert sogn. De blev viet i Sdr. Bjert kirke den 26. september 1752.

Familien blev forholdsvis rig på børn (specielt piger), selv om fire af børnene døde før forældrene. Det var tilfældet med den førstefødte Elsa Nisdatter, der blev født i september 1753, og som døde i januar 1754. I 1755 blev endnu et nyfødt pigebarn navngivet Elsa Nisdatter. Denne Elsa Nisdatter overlevede til gengæld barndommen og blev senere gift med gårdmand Poul Hansen i Skibelund, Stenderup sogn.
Herefter fulgte pigerne Karen Nisdatter i maj 1756 (hun døde i oktober 1765), Marie Elisabeth Nisdatter i maj 1759, Anna Catharina Nisdatter i oktober 1760 (død året efter), Bodild Marie Nisdatter i marts 1763 (død i 1782) og Karen Nisdatter i december 1766 (død samme år). Inden den sidste datter havde ægteparret født det eneste kendte drengebarn, Lars Nissen, i 1765. Alle børnene blev født i Agtrup.
Pigen Marie Elisabeth Nisdatter blev senere gift med Jørgen Olufsen fra Binderup, der var ud af slægten Hundevad.

Nis Lauritzen var sognefoged til sin død i marts 1768, 46 år gammel. Året efter mandens død døde Elsa Hansdatter selv, og hun var da kun 36 år gammel.

(Ovenstående er fra Per Andersens 'Fra Hvide til Hundevad')

Besidder gården:
Nedlagt gård i Agtrup:

Nr. 19 var dels en ejendoms- og dels en fæstegård på 126 sl. td.ld. og lå nabo til nr. 18.

Nis Lauritzen blev født på gården 1648 og levede der til 1713. (Hans kone hed Karen og døde 1703?).
Deres søn, Lauritz Nissen, blev 1719 gift med Maren, datter af Nis Gregersen i Åstorp, Taps Sogn. Lauritz Nissen var sognefoged fra 1733 til sin død 1747.

Deres søn, Nis Lauritzen, var gift med Elsa, Hans Jacobsens datter fra Dalagergård. Han fulgte faderen både som gårdejer og som sognefoged. Han døde 1768, kun 46 år gammel.

Død:
Fra kirkebogen ved begravelsen:
Begravet i kirken. Gårdmand Lars Nissens ægte søn i Agtrup, sognefoged, med hans hustru Maren Greigsdatter af Åstorp. Havde med sin hustru Elsa Hans Jacobsens, gårdmandsdatter i Binderup: 1. Elsa, 2. Lisbet (Marie Elisabeth), 3. Bodild Marie, 4 Lars. Hans alder 46 år minus 4 dage.


(Tak til Aage og Birthe Clausen for transskriptionen)

Nis blev gift med Elsa Hansdatter Jacobsen den 26 sep. 1752 i Sønder Bjert sogn, Vejle amt. Elsa (datter af Hans Jacobsen og Elsa Nielsdatter) blev født den 26 sep. 1733 i Dalagergård, Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev døbt den 26 sep. 1733 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; døde den 26 dec. 1769 i Agtrup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev begravet den 2 jan. 1770 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Grønninghoved, Vejstrup sogn, Vejle amt

Notater:

Angivet i kirkebogen ved moderens død i 1786
Efterlader af samme ægteskab tvende børn:
1. En datter Anna, som bor i Grønninghoved og er enke efter hendes afdøde mand Simon Lausen, en husmand sammesteds, som er død for kort tid siden.

Død:
Er i live ved moderens død i 1786

Anna blev gift med Simon Laursen cirka 1750. Simon døde cirka 1786 i Grønninghoved, Vejstrup sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1786, Grønninghoved, Vejstrup sogn, Vejle amt; Gårdmand

Notater:

Noter : Noter af Holger Hertzum:
Peder Jepsen.
Han er født den 3. september 1730 i Grønninghoved, Vejstrup sogn. Han døde den 14. marts 1799 [Vejstrup kirkebog, døde: 1799 den 14. marts døde Peder Jepsen, aftægtsmand hos sin søn Laurits Pedersen, grdm. i Ghod., og var født 1730 den 3. september af Jep Michelsen og hustru Kirsten N. i Ghod.. Han blev gift 1757 den 23. juni med Bodil Lauridsdatter af Ayterup, levede med samme 36 år, og avlede 2 søner og 5 døtre. Han blev 68 år, 6 mdr.]. Han blev den 21. juni 1757 i Vejstrup kirke viet til
Bodild Lauritzdatter.
Hun er født den 18. maj 1735 i Agtrup, Bjert sogn. Hun døde den 7. juli 1793, [Vejstrup kirkebog, døde: Den 7. juli 1793 døde Bodild, Peder Jepsens hustru i Ghod., var født 1735 den 18. maj af sognefogden Laurits Nissen i Ajtrup, Bjert sogn og hustru Maren N.. Blev gift med Peder Jepsen grdm. og fik med ham 7 børn, hvoraf nu efterlever: 1) En søn Laurits Pedersen (ane nr. 48) grdm. i Ghod:, som er gift med Inger Marie Michelsdatter (ane nr. 49) af Sjølund, og har en søn Peder og en datter Bodil Marie i live. (Ane nr. 24 Jep var endnu ikke født). Hun blev 58 år 7 uger og 1 dag. De var gårdfolk i Grønning-hoved.

Vejstrup kirkebog, døde:
Den 7. juli 1793 døde Bodild, Peder Jepsens hustru i Ghod (Grønninghoved)., var født 1735 den 18. maj af sognefogden Laurits Nissen i Ajtrup, Bjert sogn og hustru Maren N.. Blev gift med Peder Jepsen grdm. og fik med ham 7 børn, hvoraf nu efterlever: 1) En søn Laurits Pedersen, gårdm. i Ghod:, som er gift med Inger Marie Michelsdatter af Sjølund, og har en søn Peder og en datter Bodil Marie i live. Hun blev 58 år 7 uger og 1 dag. De var gårdfolk i Grønninghoved.

Beskæftigelse:
Ved svigrmoderens død i 1786 står der:
Efterlader af samme ægteskab tvende børn:
...
2. En datter Bodil, gift med Peder Jepsen, en gårdmand i Grønninghoved.

Bodild blev gift med Peder Jepsen den Ja, dato ukendt. Peder blev født cirka 1735; og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Skibelund, Sønder Stenderup sogn, Haderslev amt; Gårdmand

Notater:

Fødsel:
Opslag 49

Beskæftigelse:
I kirkebog ved død af Elsas farmor i 1786 står der:
Af hendes afdøde søn, Nis Larsen, som var en gårdmand i Agtrup, 2 børn: 1. En datter Elsa, gift med Paul Hansen, en gårdmand i Skibelund. 2. En datter Lisbeth, gift med Jørgen Olufsen, en gårdmand i Binderup.
82 år 8 måneder gammel. Blev begravet i kirken.

Død:
Indt. kirkebog. Gift med gårdmand i Skibelund Paul Hansen. Efterlader ægtemanden og 3 børn 1. Hans, 2. Else, 3. Anne Christine. 39 år - 5 uger. (Alderen udregnet fra en ældre søster, der døde som spæd).

Elsa blev gift med Paul Hansen den 17 nov. 1775 i Sønder Stenderup kirke, Sønder Stenderup sogn, Haderslev amt. Paul blev født cirka 1741 i Åstorp, Taps sogn, Vejle amt; døde den 21 maj 1793 i Skibelund, Sønder Stenderup sogn, Haderslev amt; blev begravet den 24 maj 1793 i Sønder Stenderup kirke, Sønder Stenderup sogn, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Konfirmation: 1775, Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt
• Beskæftigelse: 1786, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; Gårdmand
• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Beskæftigelse:
I kirkebog ved død af Maria Elisabaths farmor i 1786 står der:
Af hendes afdøde søn, Nis Larsen, som var en gårdmand i Agtrup, 2 børn: 1. En datter Elsa, gift med Paul Hansen, en gårdmand i Skibelund. 2. En datter Lisbeth, gift med Jørgen Olufsen, en gårdmand i Binderup.

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Død:
I Kirkebog står der:
Enke efter afdøde gårdmand Jørgen Olesen i Binderup. Efterlader 6 børn i ugift stand. Den ældste Ole (Wolle) har sin fars gård i Binderup. Hendes alder 52 år 1 måned 16 dage.


(Tak til Aage og Birthe Clausen for transskriptionen)

Marie blev gift med Jørgen Olufsen den 15 nov. 1782 i Sønder Bjert sogn, Vejle amt. Jørgen (søn af Wolle (Oluf) Pedersen og Anna Kirstine Hansdatter) blev født den 21 jan. 1763 i Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev døbt den 23 jan. 1763 i Sønder Bjert sogn, Vejle amt; døde den 16 aug. 1805 i Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; blev begravet den 22 aug. 1805 i Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Må være død før 1786, da der ved farmoderens død i 1786 står:
Efterlader af samme ægteskab tvende børn:
1. En datter Anna ..
2. En datter Bodil ...
Af hendes afdøde søn, Nis Larsen, som var en gårdmand i Agtrup, 2 børn:
1. En datter Elsa, gift med Paul Hansen, en gårdmand i Skibelund.
2. En datter Lisbeth, gift med Jørgen Olufsen, en gårdmand i Binderup.

Notater:

Død:
Må være død før 1786, da der ved farmoderens død i 1786 står:
Efterlader af samme ægteskab tvende børn:
1. En datter Anna ..
2. En datter Bodil ...
Af hendes afdøde søn, Nis Larsen, som var en gårdmand i Agtrup, 2 børn:
1. En datter Elsa, gift med Paul Hansen, en gårdmand i Skibelund.
2. En datter Lisbeth, gift med Jørgen Olufsen, en gårdmand i Binderup.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hjemmedøbt: 9 maj 1783, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt
• Besidder gården: fra 1805 til 1811, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Ole Jørgensen blev født 7.5.1783, og som alle sine søskende blev han døbt med slægtsnavnet
Hundevad, der var taget efter frigaarden "Hundevad" i Vonsbæk sogn, paa hvilken hans moder havde aner tilbage i tiden.

Fra folketællingen i 1803 ved man, at han da tjente hos Niels Christoffersen paa "Kjellerup",

Ved faderens død i 1805 er han 22 aar gammel og maa da have overtaget fødegaarden.
Iflg. Skyld- og Panteprotokollen for Tyrstrup Herred den 21.6.1809 overtager han faderens
forpligtelser, men han maa ogsaa samtidig udrede de familiemæssige forpligtelser i form af
arv:
-  moderen Maria Elisabeth Nisdatter, 175 rdl.
- broderen Nis Jørgensen Hunde s ad, 175 rdl.
- broderen Hans Jørgensen Hundevad, 175 rdl.
- broderen Peder Jørgensen Hundevad, 175 rdl.
- broderen Lauritz Jørgensen Hundevad, 175 rdl.
-søsteren Anna Kierstine Jørgensdatter, 87 rdl.

Et par dage efter, den 26.6.1809, laaner han 310 rdl. af sandmand, gaardmand Hans Fallesen paa "Binderupgaard", sandsynligvis for at kunne udrede nogle af arvebeløbene.

20.4.1811 bliver han trolovet med sin 24 - aarige kusine paa "Binderuplund", Inger Marie Lauesdatter Juhl, men kun 10 dage efter - den 30.4. - afgaar han ved døden 28 aar gammel. Dødsaarsagen er ukendt.

Gaarden overgaar derefter til hans trolovede! !

(Tak til Ole Henrik Toftegaard for ovenstående fra 'Gårdene i landsbyen Binderup, Sdr. Bjert sogn')

Døbt:
Fremstillet i kirken

Oluf blev gift med Inger Marie Lausdatter Juhl den 20 apr. 1811. Inger blev født den 12 aug. 1787 i Binderuplund, Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Notater:

Døbt:
Hjemmedøbt
Fremstillet, 06.08.1786, Sønder Bjert Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Lillegård, Dalby sogn
• Historie: Krondiamant bryllup
• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt
• Bygger hus/gård: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Køber 1/3 af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård.
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1880, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Historie:
Karen Hansdatter Lind og Hans Jørgensen Hundevad blev gift den 31/10 1812 i Dalby Kirke. Hans var den første af dem der døde, men han døde først i 1880 i en alder af 90 år, hvilket betød af de nåede at fejre både Diamant bryllup (60 år) og kron diamant bryllup (65 år).
I folketællingen 1880 er der følgende tilføjelse: Som en sjændenhed kan bemærkes, at disse to have været Ægtefolk i 68 år.

Karen døde først i 1892 i en alder af 100 år og 28 dage.

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Bygger hus/gård:
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt 1/3 af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård.
Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet.
Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet.
Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Jörgensen, Mand, 34, 1846, Gift, Husfader Gaardejer
Katrine Hansen Jörgensen f. Hundevatt, Kvinde, 24, 1856, Gift, Hans hustru
Margrethe Jacobsen Hundevatt f. Gren, Kvinde, 59, 1821, Enke(mand), Husfaderens Svigermoder, der af ham ernæres
Hans Jörgensen Hundevatt, Mand, 89, 1791, Gift, Husmoderens Bedsteforældre ernæres begge fra Gaarden
Karen Hansdatter Hundevatt F. Lind, Kvinde, 88, 1792, Gift, Husmoderens Bedsteforældre ernæres begge fra Gaarden
Hans Jensen Roed, Mand, 20, 1860, Ugift, Tjenestekarl
----
Kommentar fra optællingsmanden: Som en Sjældenhed kan bemærkes, at disse to have været Ægtefolk i 68 Aar.

Hans blev gift med Karen Hansdatter Lind den 31 okt. 1812 i Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt. Karen (datter af Hans Olufsen Lind og Helena Pedersdatter) blev født den 10 jan. 1792 i Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; blev døbt den 11 jan. 1792 i Dalby sogn, Vejle amt; døde den 7 feb. 1882 i Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; blev begravet den 13 feb. 1882 i Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Notater:

Fødsel:
Opslag 182 født. Kom død til verden.

Død:
Opslag 480 begravet.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hjemmedøbt: 10 okt. 1796, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Hjemmedøbt:
Døbt af jordemoderen på grund af svaghed, døde samme dag.

Død:
Opslag 487 død. 18 timer. Dødsdagen 12. oktober i kirkebogen skal så være 11. oktober?

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hjemmedøbt: 22 nov. 1797, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Død:
Opslag 250 død. 4 uger 2 dage.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 3 feb. 1803, Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt

Notater:

Folketælling:
Jürgen Olufsen, Mand, 40, 1763, Gift, Husfader Hufner
Maria Elisabeth Nisses, Kvinde, 42, 1761, Gift, Hans kone
Nis Jürgensen, Mand, 18, 1785, Ugift, Deres barn
Hans Jürgensen, Mand, 11, 1792, Ugift, Deres barn
Peter Jürgensen, Mand, 10, 1793, Ugift, Deres barn
Lauritz Jürgensen, Mand, 3, 1800, Ugift, Deres barn
Anna Christina Jürgens, Kvinde, 14, 1789, Ugift, Deres barn
Anna Christine Hanses, Kvinde, 74, 1729, Enke(mand), Mutter des Hausvaters Auf Abnahme
Diens Christensen Wostrup, Kvinde, 25, 1778, Ugift, Dienstknecht Nationalsoldat

Død:
Død: Side 186. Laurids Jørgensen Hundevad på Åstorp Mark, enkemand og landboelsaftægtsmand, en søn af Jørgen Olufsen og hustru Marie Elisabeth, født i Binderup, Bjert Sogn, i året 1798, altså 68 år gammel. I året 1826 ægtede han pigen Ane Magdalene Schmidt af Vonsild Mark, der døde den 19. maj 1861, men havde ingen børn i sit ægteskab.

Lauritz blev gift med Ane Magdalene Schmidt den Ja, dato ukendt. Ane døde den 19 maj 1861. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Hashtag: Ejer, Lillegård, Dalby sogn
• # Kort info: Gårdejer, dalby
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Besidder gården: fra 1851 til 1870, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Historie: 1851, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 2. generation
• Folketælling: 1 feb. 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Historie:
Af Per Andersen

Livet fortsatte sin gang på Lillegård, hvor børnene voksede op og én efter én forlod hjemmet. Nogen stor gård var det jo ikke, og der ses da heller ingen tjenestefolk på gården hverken i 1835 eller i 1845. Til gengæld var gården omgivet af nogle af sognets store gårde. Først og fremmest Dalbygård, der i disse årtier var ejet af Andreas Petersen, den kendte Slesvig-Holstensk-sindede stænderdeputerede. På den anden nabogård Lindgård, der havde været i denne slægts eje fra 1745, sad Johannes Lind som gårdmand. Disse var alle jævnaldrende.

Som traditionen var, skulle den ældste søn, Hans Hansen Hundevad på Lillegård, overtage gården efter faderen. I 1851 var sønnen blevet 38 år gammel og nået den alder, hvor han måtte tænke på at stifte familie. Hans Jørgensen Hundevad var over 60 år, og det var derfor kun naturligt, at han dette år solgte gården til sønnen for 1040 rdl. sølv. Af de øvrige 7 børn var 3 endnu ugifte, og året efter blev der skiftet med disse 3, således at de to drenge hver fik 320 rdl. og datteren 240 rdl. De 4 gifte børn havde vel fået deres ved deres ægteskabers indgåelse.

Hans Hansen Hundevads forældre blev boende på gården på aftægt, og sønnen lovede at forsyne og forsørge dem med "fri forsvarlig klæde, føde og opvartning, således at de ingen grund kunne have til at klage i nogen optænkelig måde".
Skulle forældrene imidlertid bestemme sig for at få deres eget, skulle der på gården indrettes en lejlighed på 2 fag til deres aftægtsbolig med et stykke havejord samt 2 æbletræer. De skulle naturligvis også have diverse naturalier såsom korn, smør, brændsel og mælk, som de dog selv måtte malke. I håndpenge skulle de have 12 rdl. årligt. Desuden måtte sønnen love at køre forældrene til og fra møllen, mindst to gange om året til Haderslev og tilbage samt 4 gange årligt til familien - dog måtte forældrene ikke forvente denne kørsel hverken i den travle såtid eller høsttid. Endelig skulle forældrene have en "ordentlig begravelse efter sognets skik".

Det var også på denne tid, at Andreas Petersen på Dalbygård besluttede sig for at dele den store gård mellem sine tre sønner. Hans Petersen fik Dalbygård, mens to nye gårde blev oprettet til hans brødre Johannes Petersen (Bøgelund) og Jørgen Petersen (Højgård).

Hans Hansen Hundevad blev i 1854 viet til Margrethe Green fra Agtrupskov, hvor hun var født som datter af Jakob Jensen og Anne Christine Jesdatter, der begge var kommet hertil fra Als. Fire piger fulgte i ægteskabet, hvoraf de tre overlevede barndommen på Lillegård.

Hans havde dog et svigtende helbred, og allerede som godt 50-årig vidste han, at han måske ikke havde så lang tid igen. Den 25. januar 1867 oprettede han derfor et testamente i overværelse af præsten Mørk Hansen og to vidner, Hans Olufsen Lind fra Lindgård og svogeren Mathias Geliert fra Vonsild. Ifølge testamentet skulle hustruen Margrethe overtage gården efter ham og blive siddende der til den 1. maj 1879, hvor den ældste datter Cathrine var blevet 24 år gammel og deslige var myndig. Fra dette tidspunkt kunne datteren overtage gården mod at yde moderen en forsvarlig aftægt samt at overlade jordlod matr. 8b til sine to søstre, Christine og Jacobine, til deling.

Testamentet blev ikke oprettet uden grund, idet Hans Hansen Hundevad ikke blev rask siden. Den 3. juni 1870 døde han og efterlod sig hustruen og de tre døtre, hvoraf den yngste, Jacobine, kun var 9 år gammel. Efter hans eget ønske blev Margrethe herefter siddende som ejer af gården.

Man kan roligt sige, at gården i de efterfølgende år var domineret af det kvindelige køn.

Enken Margrethe sad på gården sammen med sine 3 piger, der sikkert har hjulpet til efter evne. Morforældrene Karen og Hans Jørgen Hundevad har vel også gået til hånde, selv om de nu var ved at være oppe i årene. I 1872 kunne Hans og Karen fejre deres diamantbryllup, og præsten holdt i Dalby kirke en prædiken specielt for dem. Heri sagde han blandt andet, "I, kjære gamle brudefolk, som nu 60. gang se Eders bryllupsdag vende tilbage, som ej blot levede længere sammen end Eders slægtninge og kyndinge, men levede kærligt og lykkeligt sammen i disse mange, mange dage, som få en talrig flok af børn og børnebørn vokse op omkring Eder og se dem glade samlede om Eder i denne stund".

Margrethes ret til at sidde i uskiftet bo på Lillegård udløb den 1. maj 1879 ifølge testamentet, og allerede den 10. maj giftede datteren Cathrine sig med Rasmus Jørgensen fra Røjle ved Vejlby på Fyn, således at de kunne overtage gården. Margrethe indvilligede i at sælge gården, der på dette tidspunkt blev vurderet til kr. 12.000, til det nygifte ægtepar (Cathrine var 24 år og Rasmus 34 år på dette tidspunkt).
De to søskende til Cathrine, Jacobine og Christine, skulle imidlertid også have deres andel, der oprindeligt var bestemt til at være jordlodden matr. 8b. Denne lod købte Rasmus også, så den totale handel blev som følger:
• Aftægten til Cathrines morforældre, der stadig var på gården, blev vurderet til kr. 1.600.
• Margrethe skulle også på aftægt, og denne blev vurderet til kr. 2.000.
• Kr. 8.000 i kontant købesum.
• Overtagelsen af en gæld i gården på kr. 2.000 til Mathias Geliert i Vonsild.
Den kontante købesum på kr. 8.000 blev delt mellem Cathrines to søskende, således at de hver fik kr. 4.000. Da de imidlertid stadig var umyndige, blev disse beløb indsat i Overformynderiet til en rente af 4% årligt. Familien fortæller stadig, hvordan Jacobine to gange årligt fik udbetalt kr. 80 fra Overformynderiet, hvilket var et tiltrængt tilskud, da hun i 1898 i en alder af 37 år blev enke med en børnefolk på 7.
Aftægten til Cathrines moder, Margrethe, blev bestemt således, at hun, så længe bedsteforældrene også var på aftægt, ikke havde krav på andet end at blive boende på kost og logi hos datteren og svigersønnen. Først når bedsteforældrene engang var borte, kunne Margrethe flytte ind i deres 2 fags aftægtsbolig og nyde en aftægt, der var meget lig bedsteforældrenes. Dog havde hun også ret til at flytte fra gården, i hvilket tilfælde hun skulle have udbetalt kr. 400 om året - dette blev dog ikke aktuelt.

Første del om Lillegård kan ses for Hans Jørgensen Hundevad og hans hustru Karen Hansdatter Lind.

Fortsættelse om 3. generation og 4. generation kan ses for datteren Cathrine Hansdatter Hundevad og hendes mand Rasmus Jørgensen.

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Hans blev gift med Margrethe Jacobsdatter Green den 7 jul. 1854 i Dalby sogn, Vejle amt. Margrethe blev født den 7 nov. 1820 i Agtrupskov, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; døde den 3 jun. 1909 i Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1860, Vonsild sogn, Vejle amt

Notater:

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Mathias Petersen Gellert, Mand, 53, 1807, Gift, Husfader
Inger Elisabeth Gellert. f. Hundevadt, Kvinde, 46, 1814, Gift, Hans kone
Morten Jepsen Hugger, Mand, 14, 1846, Ugift, Deres barn
Jep Peter Gellert, Mand, 8, 1852, Ugift, Deres barn
Mette Kirstine Hugger, Kvinde, 13, 1847, Ugift, Deres plejedatter
Hans Petersen Gellert, Mand, 46, 1814, Ugift, Tjenestekarl
Peter Struer, Mand, 40, 1820, Enke(mand), Tjenestekarl
Christian Hansen Schmidt, Mand, 20, 1840, Ugift, Tjenestekarl
Mads Jensen, Mand, 37, 1823, Ugift, Tjenestekarl
Ane Marie Jakobsen, Kvinde, 21, 1839, Ugift, Tjenestepige
Marie Tvist, Kvinde, 22, 1838, Ugift, Tjenestepige

Inger blev gift med Jep Mortensen Hugger den 9 aug. 1845 i Vonsild sogn, Vejle amt. Jep blev født i Vonsild sogn, Vejle amt; døde mellem 1846 og 1852. [Gruppeskema] [Familietavle]

Inger blev gift med Mathias Petersen Gellert mellem 1846 og 1851. Mathias blev født i 1807 i Taps sogn, Vejle amt; døde før 1880. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Konfirmation: 16 mar. 1834, Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1835, Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt; Ugift, Dienstbote - tjenestepige hos Johannes Hansen Lind og Dorthea Lauritz
• Folketælling-Husmoder: 1 feb. 1845, Seest by, Seest sogn, Ribe amt
• Folketælling-Husmoder: 1 feb. 1850, Udflyttergård, Seest sogn, Ribe amt
• Historie: 1851, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 2. generation
• Folketælling-Husmoder: 1 feb. 1855, Seest biskoledistrikt, Seest sogn, Ribe amt
• Beskæftigelse: 19 apr. 1859, Seest skov, Seest sogn, Ribe amt; Gårdmand
• Folketælling-Husmoder: 1 feb. 1860, Vesterkjær, Seest skov, Seest sogn, Ribe amt
• Bopæl: 19 apr. 1868, Lunderskov, Skanderup sogn, Ribe amt
• Bopæl: 10 apr. 1870, Tingskovhede, Taps sogn, Vejle amt

Notater:

Caroline hedder Hundevadt til efternavn.
Hvorfor gør hun det, da hverken hendes mor eller far hedder det?

Døbt:
Faddere: Ane Peders, Madame Barsøe og Peder Lauritsen, alle af Dalbye.

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Konfirmation:
Caroline er konfirmeret Don Judica, dvs.5. søndag i fasten som i 1834 var den 16. Marts.

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Johannes Hansen Lind, Mand, 41, 1794, Gift, Hufner
Dorthea Lauritz, Kvinde, 31, 1804, Gift, Hans kone
Simon?? Petersen Lind, Mand, 8, 1827, Ugift, ihre Kind
Hans Olufsen Lind, Mand, 6, 1829, Ugift, ihre Kind
Lauritz Petersen LInd, Mand, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Karen Lena Lind, Kvinde, 1, 1834, Ugift, ihre Kind
Lena Peters, Kvinde, 72, 1763, Enke(mand),
Anna Johanna Nielstochter, Kvinde, 22, 1813, Ugift, Dienstbote
Maria Elisabeth Sørens, Kvinde, 18, 1817, Ugift, Dienstbote
Caroline Hundevadt, Kvinde, 16, 1819, Ugift, Dienstbote
Jens Jepsen Frost, Mand, 35, 1800, Ugift, Dienstbote
Christen Hansen, Mand, 39, 1796, Ugift, Dienstbote
Jørgen Petersen Lind, Mand, 12, 1823, Ugift, Dienstbote
Mads Jensen Søe, Mand, 19, 1816, Ugift, Dienstbote

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Poulsen, Mand, 30, 1815, Gift, gaardmand
Caroline Hansdatter, Kvinde, 26, 1819, Gift, Hans kone
Ane Katrine Poulsen, Kvinde, 55, 1790, Enke(mand), Aftægtskone
Ane Marie Elisabet Poulsen, Kvinde, 17, 1828,, Hendes datter
Catrine Knudsen, Kvinde, 22, 1823, Ugift, tjenestefolk
Peder Bager, Mand, 14, 1831,, tjenestefolk

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Paulsen, Mand, 35, 1815, Gift, Husfader
Caroline Hansdatter Hundvad, Kvinde, 30, 1820, Gift, Hans kone
Ane Cathrine Paulsen, Kvinde, 5, 1845, Ugift,
Karen Marie Paulsen, Kvinde, 4, 1846, Ugift,
Simon Paulsen, Mand, 2, 1848, Ugift,
Søren Andersen, Mand, 62, 1788, Enke(mand), Tjenestefolk
Maren Jensen, Kvinde, 16, 1834, Ugift, Tjenestefolk
Ane Cathrine Johannsen, Kvinde, 60, 1790, Enke(mand), Husfader s Moder, har Aftægt i Gaarden
Elisabeth Paulsen, Kvinde, 23, 1827, Ugift, Datter af Sidstnævnte, hos hvem hun som Sygelige har Ophold

Historie:
Af Per Andersen

Livet fortsatte sin gang på Lillegård, hvor børnene voksede op og én efter én forlod hjemmet. Nogen stor gård var det jo ikke, og der ses da heller ingen tjenestefolk på gården hverken i 1835 eller i 1845. Til gengæld var gården omgivet af nogle af sognets store gårde. Først og fremmest Dalbygård, der i disse årtier var ejet af Andreas Petersen, den kendte Slesvig-Holstensk-sindede stænderdeputerede. På den anden nabogård Lindgård, der havde været i denne slægts eje fra 1745, sad Johannes Lind som gårdmand. Disse var alle jævnaldrende.

Som traditionen var, skulle den ældste søn, Hans Hansen Hundevad på Lillegård, overtage gården efter faderen. I 1851 var sønnen blevet 38 år gammel og nået den alder, hvor han måtte tænke på at stifte familie. Hans Jørgensen Hundevad var over 60 år, og det var derfor kun naturligt, at han dette år solgte gården til sønnen for 1040 rdl. sølv. Af de øvrige 7 børn var 3 endnu ugifte, og året efter blev der skiftet med disse 3, således at de to drenge hver fik 320 rdl. og datteren 240 rdl. De 4 gifte børn havde vel fået deres ved deres ægteskabers indgåelse.

Hans Hansen Hundevads forældre blev boende på gården på aftægt, og sønnen lovede at forsyne og forsørge dem med "fri forsvarlig klæde, føde og opvartning, således at de ingen grund kunne have til at klage i nogen optænkelig måde".
Skulle forældrene imidlertid bestemme sig for at få deres eget, skulle der på gården indrettes en lejlighed på 2 fag til deres aftægtsbolig med et stykke havejord samt 2 æbletræer. De skulle naturligvis også have diverse naturalier såsom korn, smør, brændsel og mælk, som de dog selv måtte malke. I håndpenge skulle de have 12 rdl. årligt. Desuden måtte sønnen love at køre forældrene til og fra møllen, mindst to gange om året til Haderslev og tilbage samt 4 gange årligt til familien - dog måtte forældrene ikke forvente denne kørsel hverken i den travle såtid eller høsttid. Endelig skulle forældrene have en "ordentlig begravelse efter sognets skik".

Det var også på denne tid, at Andreas Petersen på Dalbygård besluttede sig for at dele den store gård mellem sine tre sønner. Hans Petersen fik Dalbygård, mens to nye gårde blev oprettet til hans brødre Johannes Petersen (Bøgelund) og Jørgen Petersen (Højgård).

Hans Hansen Hundevad blev i 1854 viet til Margrethe Green fra Agtrupskov, hvor hun var født som datter af Jakob Jensen og Anne Christine Jesdatter, der begge var kommet hertil fra Als. Fire piger fulgte i ægteskabet, hvoraf de tre overlevede barndommen på Lillegård.

Hans havde dog et svigtende helbred, og allerede som godt 50-årig vidste han, at han måske ikke havde så lang tid igen. Den 25. januar 1867 oprettede han derfor et testamente i overværelse af præsten Mørk Hansen og to vidner, Hans Olufsen Lind fra Lindgård og svogeren Mathias Geliert fra Vonsild. Ifølge testamentet skulle hustruen Margrethe overtage gården efter ham og blive siddende der til den 1. maj 1879, hvor den ældste datter Cathrine var blevet 24 år gammel og deslige var myndig. Fra dette tidspunkt kunne datteren overtage gården mod at yde moderen en forsvarlig aftægt samt at overlade jordlod matr. 8b til sine to søstre, Christine og Jacobine, til deling.

Testamentet blev ikke oprettet uden grund, idet Hans Hansen Hundevad ikke blev rask siden. Den 3. juni 1870 døde han og efterlod sig hustruen og de tre døtre, hvoraf den yngste, Jacobine, kun var 9 år gammel. Efter hans eget ønske blev Margrethe herefter siddende som ejer af gården.

Man kan roligt sige, at gården i de efterfølgende år var domineret af det kvindelige køn.

Enken Margrethe sad på gården sammen med sine 3 piger, der sikkert har hjulpet til efter evne. Morforældrene Karen og Hans Jørgen Hundevad har vel også gået til hånde, selv om de nu var ved at være oppe i årene. I 1872 kunne Hans og Karen fejre deres diamantbryllup, og præsten holdt i Dalby kirke en prædiken specielt for dem. Heri sagde han blandt andet, "I, kjære gamle brudefolk, som nu 60. gang se Eders bryllupsdag vende tilbage, som ej blot levede længere sammen end Eders slægtninge og kyndinge, men levede kærligt og lykkeligt sammen i disse mange, mange dage, som få en talrig flok af børn og børnebørn vokse op omkring Eder og se dem glade samlede om Eder i denne stund".

Margrethes ret til at sidde i uskiftet bo på Lillegård udløb den 1. maj 1879 ifølge testamentet, og allerede den 10. maj giftede datteren Cathrine sig med Rasmus Jørgensen fra Røjle ved Vejlby på Fyn, således at de kunne overtage gården. Margrethe indvilligede i at sælge gården, der på dette tidspunkt blev vurderet til kr. 12.000, til det nygifte ægtepar (Cathrine var 24 år og Rasmus 34 år på dette tidspunkt).
De to søskende til Cathrine, Jacobine og Christine, skulle imidlertid også have deres andel, der oprindeligt var bestemt til at være jordlodden matr. 8b. Denne lod købte Rasmus også, så den totale handel blev som følger:
• Aftægten til Cathrines morforældre, der stadig var på gården, blev vurderet til kr. 1.600.
• Margrethe skulle også på aftægt, og denne blev vurderet til kr. 2.000.
• Kr. 8.000 i kontant købesum.
• Overtagelsen af en gæld i gården på kr. 2.000 til Mathias Geliert i Vonsild.
Den kontante købesum på kr. 8.000 blev delt mellem Cathrines to søskende, således at de hver fik kr. 4.000. Da de imidlertid stadig var umyndige, blev disse beløb indsat i Overformynderiet til en rente af 4% årligt. Familien fortæller stadig, hvordan Jacobine to gange årligt fik udbetalt kr. 80 fra Overformynderiet, hvilket var et tiltrængt tilskud, da hun i 1898 i en alder af 37 år blev enke med en børnefolk på 7.
Aftægten til Cathrines moder, Margrethe, blev bestemt således, at hun, så længe bedsteforældrene også var på aftægt, ikke havde krav på andet end at blive boende på kost og logi hos datteren og svigersønnen. Først når bedsteforældrene engang var borte, kunne Margrethe flytte ind i deres 2 fags aftægtsbolig og nyde en aftægt, der var meget lig bedsteforældrenes. Dog havde hun også ret til at flytte fra gården, i hvilket tilfælde hun skulle have udbetalt kr. 400 om året - dette blev dog ikke aktuelt.

Første del om Lillegård kan ses for Hans Jørgensen Hundevad og hans hustru Karen Hansdatter Lind.

Fortsættelse om 3. generation og 4. generation kan ses for datteren Cathrine Hansdatter Hundevad og hendes mand Rasmus Jørgensen.

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Poulsen,, 40, 1815, Gift, Husfader
Caroline Hansen Handevad,, 36, 1819, Gift, Hans kone
Ane Chathrine Poulsen,, 10, 1845, Ugift, Deres barn
Karen Marie Hansen Poulsen,, 9, 1846, Ugift, Deres barn
Simon Poulsen,, 7, 1848, Ugift, Deres barn
Georgine Caroline Poulsen,, 2, 1853, Ugift, Deres barn
Jacob Bollerup Nielsen,, 19, 1836, Ugift, Tjenestekarl

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Simonsen Poulsen, Mand, 45, 1815, Gift, Husfader
Karoline Hansen Hundevadt, Kvinde, 42, 1818, Gift, Hans kone
Ane Kathrine Poulsen, Kvinde, 15, 1845, Ugift, Deres barn
Karen Marie Hansine Poulsen, Kvinde, 14, 1846, Ugift, Deres barn
Simon Poulsen, Mand, 11, 1849, Ugift, Deres barn
Georgine Karoline Poulsen, Kvinde, 7, 1853, Ugift, Deres barn
Inger Kirstine Poulsen, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Hans Frederik Poulsen, Mand, 3, 1857, Ugift, Deres barn

Død:
Enke, Kolding Nørremark. Alder 71 Aar. Dødsaarsag: Bronkitis.

Caroline blev gift med Rasmus Simonsen Poulsen den 23 nov. 1844 i Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Rasmus (søn af Simon Poulsen og Ane Cathrine Johansen) blev født den 6 okt. 1815 i Seest sogn, Ribe amt; blev døbt den 7 okt. 1815 i Seest sogn, Ribe amt; døde den 23 apr. 1879 i Kolding, Vejle amt; blev begravet den 29 apr. 1879 i Seest kirke, Seest sogn, Ribe amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Står som enke i 1880  ved hendes faders død

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• # Kort info: Møller
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt; Står som Møllersvend

Notater:

Ved hans faders død i 1880 står der at Jørgen er gift og har børn: xx og xx

Døbt:
Hvorfor er Jørgen døbt Olufsen?

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Michael Utzon, Mand, 34, 1811, Gift, Kgl. Mølleforpagter
Cathrina Schaffhardt, Kvinde, 35, 1810, Gift, Hans hustru
Michael Utzon, Mand, 4, 1841, Ugift, Deres barn
Cathrina Utzon, Kvinde, 1, 1844, Ugift, Deres barn
Theodor Harmsen, Mand, 17, 1828, Ugift, Læredreng
Niels Kock, Mand, 27, 1818, Ugift, Møllersvende
Jörgen Hundevadt, Mand, 21, 1824, Ugift, Møllersvende
Jens Chrestensen, Mand, 22, 1823, Ugift, Tjenestetyende
Fal Lind, Mand, 26, 1819, Ugift, Tjenestetyende
Peter Søndergaard, Mand, 30, 1815, Ugift, Tjenestetyende
Markus Brynk, Mand, 35, 1810, Ugift, Tjenestetyende
Jacob Petersen, Mand, 25, 1820, Ugift, Tjenestetyende
Anders Jensen, Mand, 50, 1795, Gift, Tjenestetyende
Christina Jörgensen, Kvinde, 25, 1820, Ugift, Tjenestetyende
Trina Vindt, Kvinde, 24, 1821, Ugift, Tjenestetyende
Ellen Greiga, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Tjenestetyende
Maren Holm, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Tjenestetyende

Jørgen blev gift med Lene Hansdatter den 5 mar. 1848. Lene og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• # Kort info: Boelsmand, Bramdrup
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Ved hans gaders død i 1880 står Ole som gift og bor i Branderup

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Ved sin faders død i 1880 står at Helene er gift og bor i Haderslev

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• # Kort info: Gårdejer, Lunderskov
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb. 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb. 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Notater:

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Død:
Ved hendes faders død i 1880 er Johannes ikke nævnt, hvilket nok betyder at han er død på dette tidspunkt.