Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Hashtag: Ejer, Lindgaard, Dalby sogn
• Historie: Fjelstrup sogn, Haderslev amt; Brøderegistet for Oluf
• Historie: Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Lindgaard kommer ind i Lind slægten
• Historie: Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Oluf Hansen og hans søskende i Tingbøerne
• Besidder gården: van 1745 tot 1777, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Køber gården i 1745
• Historie: 26 apr 1777, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Oluf og Karens smitsomme feber

Aantekeningen:

Også kaldet Oluf Hansen Lind

Ingen kirkebøger i Fjelstrup 1719-1737
Gårdmand i Dalby. købte Lindgaard i 1745 og ejede den til sin død

Historie:
I 1744 ses det i brøderegistet, at den da 18-aarige Olu] Hansen » haver paa een Helligdag huggen Giersel og taget det endda paa een anden Mands Skiffte« , hvorfor han maatte bøde 32 sk .

Historie:
Midt i Dalby by, lidt vesten for vejen, - om sommeren delvis skjult af nogle store lindetræer -, laa Hans Frandsens gamle gaard. Indhuset, der var af bindingsværk med murede tavl og straatag, laa solret, og gennem dets smaa blyindfattede ruder saa man mod syd udover en lille kaalgaard, den gamle næsten faldefærdige kirke og kirkegaarden ligge, mens den paa nordsiden liggende gaardsplads var begrænset mod øst og vest af to gamle smaa og lave straatækte "bulhuse". Baade Hans Frandsen og hans kone var ældre mennesker oga rbejdet med gaardens drift var begyndt at volde dem besvær. Tilmed var den igennem mange aar med føje af alle bønder saa frygtede kvægpest, den saakaldte "store pestilentzialske Qvægsyge ", (= virussygdommen: den asiatiske kvægpest, nu ukendt i Europa) ogsaa kommen indenfor Dalby sogns grænser, hvorfor de, da de tilsyneladende ingen arvtager havde til gaarden, besluttede ved førstkommende lejlighed at ville sælge den.

Da saavel Oluf Hansen, som hans to brødre, var for unge til at overtage indfæstningen af slægtens aarhundredgamle besiddelse kirketoftegodset, var det kun naturligt, at den var blevet overladt til hans 10 aar ældre søster Kiersten og hendes tilkommende ægtemand, Jens Christophersen.

Den gaard, faderen i sin tid havde købt og drevet sammen med toftegodset var blevet solgt og Oluf Hansen og hans søskende fik derfor nu deres arvepart, omregnet i penge, stillet til raadighed. Den eneste maade en bonde efter den gængse opfattelse paa den tid - ja, forøvrigt endnu ogsaa 100 aar senere - kunde anbringe sine penge, som han ikke havde brug for i sin bedrift, nogenlunde sikkert paa, var at laane dem ud mod pant i jord eller i en gaard.

For saavel Hans Frandsen som for Oluf Hansen, der jo dog i løbet af nogle faa aar skulde have købt sig en ejendom, var det derfor en for begge parter fordelagtig løsning, der blev truffet, da den unge ugifte mand købte denne gaard og overtog driften for sin regning, saa meget mere som det samtidig blev bestemt, "at baade Selgeren og Kiøberen skal paa Gaardens beste forblive paa Mad og Maal med hverandre, Saalænge rimeligt kand være, og med deres Arbeyde og tilsyn, sambt Raad og daad bruge ald deris fliid til Gaardens Conservation".

Ganske vist døde Hans Frandsen allerede 3 aar senere, men ikke desto mindre maa det have været en stor hjælp for en saa ung mand, i de første vanskelige aar i nye omgivelser i et fremmed sogn, at have haft en ældre mands praktiske erfaring og loundskab at kunne støtte sig til.

Efter alt at dømme maa det dog have været en gammel og meget forsømt gaard, som Oluf Hansen overtog, hvilket købesummed vel ogsaa kan tyde paa. Ved at sammenligne gaardens besætning, som den var ca. 35 aar tidligere, med den Oluf Hansen ifølge købekontrakten overtog, ses det, at den i de forløbne aar er gaaet en del tilbage, og rimeligvis er det gaaet paa samme maade med bygningerne, mens markerne jo hørte ind under landsbyens fællesjorder. Hvornaar gaardens bygninger var opført, vides ikke med bestemthed, antagelig dog i sidste halvdel af 1600-aarene, men der er næppe tvivl om, at den gamle gaard er blevet grundigt istandsat og i det hele taget forbedret og gjort større i Oluf Hansens tid. Ved overtagelsen var der saaledes kun to mindre bygninger til henholdsvis lade og stald, hvorfor der nogle aar senere blev bygget en ny, større ladebygning til, saaledes at gaarden nu blev firlænget. Det i købekontrakten nævnte "udi i Gaarden staaende 5 fag Boels huus" hentyder til den udbygning indhuset havde ud til gaardsiden, en saakaldt "kvist", som var beregnet til bolig for aftægtsfolkene paa gaarden eller til ejerens ugifte søskende.

Gaarden blev tilsyneladende allerede den gang mand og mand imellem kaldt "Lindgaard", og der kan ingen som helst tvivl være om, at oprindelsen til dette navn har været de forholdsvis mange og ret store grupper af lindetræer, der i mange aar som læbælter har omgivet den og beskærmet bygningerne med deres straatage mod blæsten. Først o. 1860-65 er disse træer, der af min far (red: Gustav Linds far) blev beskrevet som værende "ualmindeligt høje og ældgamle", blevet fældet og det kan derfor formodes, at de er blevet plantet omkring ved aar 1700. At Oluf Hansens naboer ret snart har givet ham kendingsnavnet Lind, for derved at kunne undgaa forvekslinger med hans nærmeste nabo, der ogsaa hed Oluf (Wolle), fremgaar af alt og det er derfor fulgt af sig selv, at det saaledes er blevet de gamle daners hellige træ: linden (Tilia cordata mill.), hvis navn Oluf Hansen senere har valgt til slægtsnavn for sine efterkommere.

Sin ungdom til trods tyder alt paa, at han i modsætning til sine nærmeste forgængere paa "Lindgaard" har været en overordentlig foretagsom mand med en udpræget ordenssans, der paa forskellig maade har forbedret sin ejendom. Det maa forøvrigt have været ham en god støtte i de unge aar, efter den tidligere ejers død, at hans ældste søster Kiersten og hendes mand Jens Christophersen, efter at have afstaaet toftegodset i Fjelstrup o. 1750, overtog fæstet af den skraat over for "Lindgaard" liggende "Dalby Anneksgaard", den nuværende »Dalbygaard«, »wovon der Pastor nun
jåhrlich 10 Rthl. zu geniessen hat«.

Historie:
Oluf Hansen har senere hen kunnet hjælpe sin lidt yngre bror, Matihias, da han efter sit ægteskab i 1762 ogsaa flyttede til Dalby, hvor han overtog en selvejergaard (nr. IV) i den sydøstlige del af byen, hvor tilsyneladende ogsaa broderen Peder, hvis skæbne er os ukendt, har opholdt sig.

Ved en gennemgang af Tyrstrup herreds tingbøger fandtes følgende oplysninger om Oluf Hansen i Dalby og hans søskende i tiden efter 1752, der giver os et lille indblik i de daværende forhold:

Oluf Hansen i Dalby blev den 4. juli 1758 anklaget af Simon Madsen i Dalby for med urette at have foretaget udpantning. Sagen fortsættes med skriftlige indlæg fra de 2 parter d. 22. aug. 1758, d. 26. sept. 1758 og d. 24. okt. 1758. Disse skriftlige indlæg er ikke indført i tingbogen og ikke bevarede.

Den 13. febr. 1759 afsiger herredsfoged Detlev Friderich Oye en foreløbig kendelse. Det ses heraf, at Simon Madsen har beskyldt Oluf Hansen for, at hans karl i Simon Madsens ejendomsskov har spændt halskoblerne af hestene (det maa være Simon Madsens heste) og taget dem tilligemed en økse. Kendelsen gaar ud paa, at der skal føres vidner i sagen, men det ses ikke, at saadanne er ført, ligesom det ikke ses, hvad der videre er bleven af sagen. Formodentlig er de blevet forligte, uden at sagen er ført videre for retten.

Oluf Hansen var ikke mødt ved allemandstinget den 16. januar 1759 for at overtage helligdagsfogeds embedet, hvorfor kongelig brøde (bøde) imod bannem blev reserveret.

Oluf Hansen blev indstævnet til den 6. september 1763 af Oluf Jørgensen i Dalby angaaende udtalte ærerørende ord udi offentligt grandestævne imod hannem, saavelsom at han havde udskældt Oluf Jørgensens kone i hendes eget hus for "en canallie". Det sidste kunne dog ikke bevises. Sognefogden Hans Nissen og Johan Detlefsen aflagde ed paa, at de ikke havde hørt skældsordet "en canallie" imod Oluf Jørgensens kone, medens Nicolai Nielsen ikke vilde aflægge eden under paaskud af, at han havde været saa bedrukken og beskænket, at han maatte ledes hjem. Derfor blev han idømt en bøde af 1 rdl. courant. Oluf Hansen idømtes ligeledes en bøde af 1 rdl. courant angaaende en utilladelig tale om og imod Oluf Jørgensen i henseende til en jernkile, i hvis henseende Oluf Hansen dog ingen beskyldning i nogen maade kunne gøre Oluf Jørgensen.

Den 27. september 1763 fremkom for retten Matthias Hanssen af Dalby, Peder Hanssen sammesteds, daværende kyrasser udi det kongelige højlovelige 1. fynske kavaller regiment Jens Christophersen af Dalby uxorie nomine Kiesten Hansdaatter og Rasmus Jessen af Fjelstrup paa sin hustru, Ingeborg Hansdaatters vegne og gav retten til kende, hvorledes deres resp. egen broder og hustrus broder nærværende tilligemed dennem for retten staaende Oluf Hansen, der havde i beboelse og besid en hel ejendomsgaard i Dalby, haver til dennem enhver især resp. paa egne og forbemeldte deres hustruers vegne rigtig udredet, betalt og leveret alt hvis dennem efter deres afdøde resp. egen og hustruers ved døden afgangne fader Hans Olufsen og deres endnu i live værende moder· og svigermoder Maren Hanses udi arv baade for nu og i fremtiden med rette kunde tilkomme, det være sig enten udi varer eller' penge, saa at de hverken for deres egne personer eller paa deres hustruers mindre paa deres alles arvingers vegne i saa maade, nemlig for fædrene eller mødrene arv, noget videre havde at fordre eller at prætendere udi nogen optænkelige maader, men ville hannem deres broder og svoger forbemeldte Oluf Hansen og sine arvinger for rigtig og tilfulde bekommene fædrene og mødrene arv hermed og formedelst denne afkald paa det kraftigste, som ske kunne, have ganske løsgiven og quiteret, med tilbud, alle tider at være redebon og villig til deres merbemeldte broder Oluf Hansen eller hans arvinger at meddele lovskikket skøde paa den af hannem nu besiddende hele ejendomsgaard i Dalby, saa snart de dertil af hannem opesket vorder. Hvilket altsammen forberørte Matthias og Peder Hansen samt Jens Christophersen og Rasmus Jessen med et til fornævnte deres broder og svoger Oluf Hansen her for retten givne haandslag stadfæstede.

Den 16. januar 1770 ansattes Matthias Hansen, Jens Christophersen og Oluf Hansen af Dalby til kgl. bøde, efterdi de ikke var mødte som tinghørere, hvorved de retten længe haver opholdt, enhver for 24 sk.

Ved allemandstinget den 16. januar 1770 ansattes samtlige Dalby bymænd til brøde (bøde), fordi de efter helligdagsfogdens gjorte bekendelse bestandig haver holdt deres hunde ubundne, medens kvægsygdommen grasserede i byen. Oluf Hansen udnævntes den 2. oktober 1770 til taksations- og vurderingsmand for Dalby sogn i henhold til forordningen af 22. januar 1770.

Den 7. marts 1775 mødte for retten Oluf Hansen af Dalby og producerede en af Peder Pedersen Kiede fra Kiede (Kidde?) i Jylland udstedt fuldmagt til at lade udslette Peder Kiedes hustru Friederica Susanna Bassholms tilskrevne mødrene arv.

Historie:
Oluf og Karen døde af smitsom feber og blev begravet samme dag

Overleden:
Opslag 115 død. Olluf Hansen, gårdmand, som tillige med sin hustru blev begravet på én dag, efterlader sig 5 børn, Hans, Christian, Nis, Mathias og Ingeborg. 51 år 3 uger 5 dage. Ægteparret døde af smitsom feber og blev begravet på samme dag.

Oluf is getrouwd met Karen Nisdatter op 13 jul 1759 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Karen (dochter van Nis Lauritzen en Ingeborg Lauritsdatter) is geboren op 14 jan 1739 in Vonsild sogn, Vejle amt; is gedoopt op 14 jan 1739 in Vonsild sogn, Vejle amt; is gestorven op 18 apr 1777 in Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; is begraven op 26 apr 1777 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Hashtag: Ejer, Lindgaard, Dalby sogn
• # Kort info: Gaardmand, Lindgård, Dalby sogn
• Hjemmedøbt: 2 mrt 1760, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Konfirmation: 14 apr 1776, Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt
• Besidder gården: van 1777 tot 1811, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Også kaldet Hans Olufsen Lind og Hans Olufsen Junior

FT1803, Daby By, Gaardmand, gift 7 børn

Oldeforældre til Gustav Johannes Lind, stifter af Trapholdt museet i Kolding

Geboorte:
Opslag 37

# Kort info:
Ejer af Lindgaard 1777-1811

Konfirmation:
Side 27, 16 år

Overleden:
Side 137. Hans Olufsen, gårdmand i Dalby By, efterlader sin hustru Helena, født Petersen, og 7 børn, nemlig: Oluf, Peter, Johannes, Jørgen, Hans, Niss og Karen. Han blev 51 år og 8 måneder gl.

Hans is getrouwd met Helena Pedersdatter op 28 okt 1786 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Helena (dochter van Peder Nissen en Elisabeth Pedersdatter) is geboren op 21 jul 1763 in Vargaarde, Hejls sogn, Vejle amt; is gedoopt op 24 jul 1763 in Hejls kirke, Hejls sogn, Vejle amt; is gestorven op 16 aug 1844 in Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; is begraven op 22 aug 1844 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Historie: Krondiamant bryllup
• Konfirmation: 1806, Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Husmoder: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling-Aftægt: 1 feb 1880, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Historie:
Karen Hansdatter Lind og Hans Jørgensen Hundevad blev gift den 31/10 1812 i Dalby Kirke. Hans var den første af dem der døde, men han døde først i 1880 i en alder af 90 år, hvilket betød af de nåede at fejre både Diamant bryllup (60 år) og kron diamant bryllup (65 år).
I folketællingen 1880 er der følgende tilføjelse: Som en sjændenhed kan bemærkes, at disse to have været Ægtefolk i 68 år.

Karen døde først i 1892 i en alder af 100 år og 28 dage.

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Folketælling-Aftægt:
Rolle: Aftægt
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Jörgensen, Mand, 34, 1846, Gift, Husfader Gaardejer
Katrine Hansen Jörgensen f. Hundevatt, Kvinde, 24, 1856, Gift, Hans hustru
Margrethe Jacobsen Hundevatt f. Gren, Kvinde, 59, 1821, Enke(mand), Husfaderens Svigermoder, der af ham ernæres
Hans Jörgensen Hundevatt, Mand, 89, 1791, Gift, Husmoderens Bedsteforældre ernæres begge fra Gaarden
Karen Hansdatter Hundevatt F. Lind, Kvinde, 88, 1792, Gift, Husmoderens Bedsteforældre ernæres begge fra Gaarden
Hans Jensen Roed, Mand, 20, 1860, Ugift, Tjenestekarl
----
Kommentar fra optællingsmanden: Som en Sjældenhed kan bemærkes, at disse to have været Ægtefolk i 68 Aar.

Karen is getrouwd met Hans Jørgensen Hundevad op 31 okt 1812 in Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt. Hans (zoon van Jørgen Olufsen en Marie Elisabeth Nisdatter) is geboren op 27 nov 1790 in Gård 10 (nedlagt 1823), Binderup, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; is gedoopt op 29 nov 1790 in Sønder Bjert kirke, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; is gestorven op 5 jun 1880 in Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; is begraven op 10 jun 1880 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Besidder gården: van 1823 tot 1860, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt; Ejer

Aantekeningen:

Farfar til Gustav Johannes Lind, stifter af Trapholdt museet i Kolding

Johannes is getrouwd met Dorothea Lauritzen Lunde op 11 mrt 1826 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Dorothea is geboren op 7 jan 1805 in Flemløse sogn, Odense amt; is gestorven op 1 jul 1865 in Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Hashtag: Ejer, Lillegård, Dalby sogn
• # Kort info: Gårdejer, dalby
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Besidder gården: van 1851 tot 1870, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Historie: 1851, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 2. generation
• Folketælling: 1 feb 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Historie:
Af Per Andersen

Livet fortsatte sin gang på Lillegård, hvor børnene voksede op og én efter én forlod hjemmet. Nogen stor gård var det jo ikke, og der ses da heller ingen tjenestefolk på gården hverken i 1835 eller i 1845. Til gengæld var gården omgivet af nogle af sognets store gårde. Først og fremmest Dalbygård, der i disse årtier var ejet af Andreas Petersen, den kendte Slesvig-Holstensk-sindede stænderdeputerede. På den anden nabogård Lindgård, der havde været i denne slægts eje fra 1745, sad Johannes Lind som gårdmand. Disse var alle jævnaldrende.

Som traditionen var, skulle den ældste søn, Hans Hansen Hundevad på Lillegård, overtage gården efter faderen. I 1851 var sønnen blevet 38 år gammel og nået den alder, hvor han måtte tænke på at stifte familie. Hans Jørgensen Hundevad var over 60 år, og det var derfor kun naturligt, at han dette år solgte gården til sønnen for 1040 rdl. sølv. Af de øvrige 7 børn var 3 endnu ugifte, og året efter blev der skiftet med disse 3, således at de to drenge hver fik 320 rdl. og datteren 240 rdl. De 4 gifte børn havde vel fået deres ved deres ægteskabers indgåelse.

Hans Hansen Hundevads forældre blev boende på gården på aftægt, og sønnen lovede at forsyne og forsørge dem med "fri forsvarlig klæde, føde og opvartning, således at de ingen grund kunne have til at klage i nogen optænkelig måde".
Skulle forældrene imidlertid bestemme sig for at få deres eget, skulle der på gården indrettes en lejlighed på 2 fag til deres aftægtsbolig med et stykke havejord samt 2 æbletræer. De skulle naturligvis også have diverse naturalier såsom korn, smør, brændsel og mælk, som de dog selv måtte malke. I håndpenge skulle de have 12 rdl. årligt. Desuden måtte sønnen love at køre forældrene til og fra møllen, mindst to gange om året til Haderslev og tilbage samt 4 gange årligt til familien - dog måtte forældrene ikke forvente denne kørsel hverken i den travle såtid eller høsttid. Endelig skulle forældrene have en "ordentlig begravelse efter sognets skik".

Det var også på denne tid, at Andreas Petersen på Dalbygård besluttede sig for at dele den store gård mellem sine tre sønner. Hans Petersen fik Dalbygård, mens to nye gårde blev oprettet til hans brødre Johannes Petersen (Bøgelund) og Jørgen Petersen (Højgård).

Hans Hansen Hundevad blev i 1854 viet til Margrethe Green fra Agtrupskov, hvor hun var født som datter af Jakob Jensen og Anne Christine Jesdatter, der begge var kommet hertil fra Als. Fire piger fulgte i ægteskabet, hvoraf de tre overlevede barndommen på Lillegård.

Hans havde dog et svigtende helbred, og allerede som godt 50-årig vidste han, at han måske ikke havde så lang tid igen. Den 25. januar 1867 oprettede han derfor et testamente i overværelse af præsten Mørk Hansen og to vidner, Hans Olufsen Lind fra Lindgård og svogeren Mathias Geliert fra Vonsild. Ifølge testamentet skulle hustruen Margrethe overtage gården efter ham og blive siddende der til den 1. maj 1879, hvor den ældste datter Cathrine var blevet 24 år gammel og deslige var myndig. Fra dette tidspunkt kunne datteren overtage gården mod at yde moderen en forsvarlig aftægt samt at overlade jordlod matr. 8b til sine to søstre, Christine og Jacobine, til deling.

Testamentet blev ikke oprettet uden grund, idet Hans Hansen Hundevad ikke blev rask siden. Den 3. juni 1870 døde han og efterlod sig hustruen og de tre døtre, hvoraf den yngste, Jacobine, kun var 9 år gammel. Efter hans eget ønske blev Margrethe herefter siddende som ejer af gården.

Man kan roligt sige, at gården i de efterfølgende år var domineret af det kvindelige køn.

Enken Margrethe sad på gården sammen med sine 3 piger, der sikkert har hjulpet til efter evne. Morforældrene Karen og Hans Jørgen Hundevad har vel også gået til hånde, selv om de nu var ved at være oppe i årene. I 1872 kunne Hans og Karen fejre deres diamantbryllup, og præsten holdt i Dalby kirke en prædiken specielt for dem. Heri sagde han blandt andet, "I, kjære gamle brudefolk, som nu 60. gang se Eders bryllupsdag vende tilbage, som ej blot levede længere sammen end Eders slægtninge og kyndinge, men levede kærligt og lykkeligt sammen i disse mange, mange dage, som få en talrig flok af børn og børnebørn vokse op omkring Eder og se dem glade samlede om Eder i denne stund".

Margrethes ret til at sidde i uskiftet bo på Lillegård udløb den 1. maj 1879 ifølge testamentet, og allerede den 10. maj giftede datteren Cathrine sig med Rasmus Jørgensen fra Røjle ved Vejlby på Fyn, således at de kunne overtage gården. Margrethe indvilligede i at sælge gården, der på dette tidspunkt blev vurderet til kr. 12.000, til det nygifte ægtepar (Cathrine var 24 år og Rasmus 34 år på dette tidspunkt).
De to søskende til Cathrine, Jacobine og Christine, skulle imidlertid også have deres andel, der oprindeligt var bestemt til at være jordlodden matr. 8b. Denne lod købte Rasmus også, så den totale handel blev som følger:
• Aftægten til Cathrines morforældre, der stadig var på gården, blev vurderet til kr. 1.600.
• Margrethe skulle også på aftægt, og denne blev vurderet til kr. 2.000.
• Kr. 8.000 i kontant købesum.
• Overtagelsen af en gæld i gården på kr. 2.000 til Mathias Geliert i Vonsild.
Den kontante købesum på kr. 8.000 blev delt mellem Cathrines to søskende, således at de hver fik kr. 4.000. Da de imidlertid stadig var umyndige, blev disse beløb indsat i Overformynderiet til en rente af 4% årligt. Familien fortæller stadig, hvordan Jacobine to gange årligt fik udbetalt kr. 80 fra Overformynderiet, hvilket var et tiltrængt tilskud, da hun i 1898 i en alder af 37 år blev enke med en børnefolk på 7.
Aftægten til Cathrines moder, Margrethe, blev bestemt således, at hun, så længe bedsteforældrene også var på aftægt, ikke havde krav på andet end at blive boende på kost og logi hos datteren og svigersønnen. Først når bedsteforældrene engang var borte, kunne Margrethe flytte ind i deres 2 fags aftægtsbolig og nyde en aftægt, der var meget lig bedsteforældrenes. Dog havde hun også ret til at flytte fra gården, i hvilket tilfælde hun skulle have udbetalt kr. 400 om året - dette blev dog ikke aktuelt.

Første del om Lillegård kan ses for Hans Jørgensen Hundevad og hans hustru Karen Hansdatter Lind.

Fortsættelse om 3. generation og 4. generation kan ses for datteren Cathrine Hansdatter Hundevad og hendes mand Rasmus Jørgensen.

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Hans is getrouwd met Margrethe Jacobsdatter Green op 7 jul 1854 in Dalby sogn, Vejle amt. Margrethe is geboren op 7 nov 1820 in Agtrupskov, Sønder Bjert sogn, Vejle amt; is gestorven op 3 jun 1909 in Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1860, Vonsild sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Mathias Petersen Gellert, Mand, 53, 1807, Gift, Husfader
Inger Elisabeth Gellert. f. Hundevadt, Kvinde, 46, 1814, Gift, Hans kone
Morten Jepsen Hugger, Mand, 14, 1846, Ugift, Deres barn
Jep Peter Gellert, Mand, 8, 1852, Ugift, Deres barn
Mette Kirstine Hugger, Kvinde, 13, 1847, Ugift, Deres plejedatter
Hans Petersen Gellert, Mand, 46, 1814, Ugift, Tjenestekarl
Peter Struer, Mand, 40, 1820, Enke(mand), Tjenestekarl
Christian Hansen Schmidt, Mand, 20, 1840, Ugift, Tjenestekarl
Mads Jensen, Mand, 37, 1823, Ugift, Tjenestekarl
Ane Marie Jakobsen, Kvinde, 21, 1839, Ugift, Tjenestepige
Marie Tvist, Kvinde, 22, 1838, Ugift, Tjenestepige

Inger is getrouwd met Jep Mortensen Hugger op 9 aug 1845 in Vonsild sogn, Vejle amt. Jep is geboren in Vonsild sogn, Vejle amt; is gestorven tussen 1846 en 1852. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Inger is getrouwd met Mathias Petersen Gellert tussen 1846 en 1851. Mathias is geboren in 1807 in Taps sogn, Vejle amt; is gestorven vóór 1880. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Konfirmation: 16 mrt 1834, Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1835, Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt; Ugift, Dienstbote - tjenestepige hos Johannes Hansen Lind og Dorthea Lauritz
• Folketælling-Husmoder: 1 feb 1845, Seest by, Seest sogn, Ribe amt
• Folketælling-Husmoder: 1 feb 1850, Udflyttergård, Seest sogn, Ribe amt
• Historie: 1851, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 2. generation
• Folketælling-Husmoder: 1 feb 1855, Seest biskoledistrikt, Seest sogn, Ribe amt
• Beskæftigelse: 19 apr 1859, Seest skov, Seest sogn, Ribe amt; Gårdmand
• Folketælling-Husmoder: 1 feb 1860, Vesterkjær, Seest skov, Seest sogn, Ribe amt
• Bopæl: 19 apr 1868, Lunderskov, Skanderup sogn, Ribe amt
• Bopæl: 10 apr 1870, Tingskovhede, Taps sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Caroline hedder Hundevadt til efternavn.
Hvorfor gør hun det, da hverken hendes mor eller far hedder det?

Gedoopt:
Faddere: Ane Peders, Madame Barsøe og Peder Lauritsen, alle af Dalbye.

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Konfirmation:
Caroline er konfirmeret Don Judica, dvs.5. søndag i fasten som i 1834 var den 16. Marts.

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Johannes Hansen Lind, Mand, 41, 1794, Gift, Hufner
Dorthea Lauritz, Kvinde, 31, 1804, Gift, Hans kone
Simon?? Petersen Lind, Mand, 8, 1827, Ugift, ihre Kind
Hans Olufsen Lind, Mand, 6, 1829, Ugift, ihre Kind
Lauritz Petersen LInd, Mand, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Karen Lena Lind, Kvinde, 1, 1834, Ugift, ihre Kind
Lena Peters, Kvinde, 72, 1763, Enke(mand),
Anna Johanna Nielstochter, Kvinde, 22, 1813, Ugift, Dienstbote
Maria Elisabeth Sørens, Kvinde, 18, 1817, Ugift, Dienstbote
Caroline Hundevadt, Kvinde, 16, 1819, Ugift, Dienstbote
Jens Jepsen Frost, Mand, 35, 1800, Ugift, Dienstbote
Christen Hansen, Mand, 39, 1796, Ugift, Dienstbote
Jørgen Petersen Lind, Mand, 12, 1823, Ugift, Dienstbote
Mads Jensen Søe, Mand, 19, 1816, Ugift, Dienstbote

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Poulsen, Mand, 30, 1815, Gift, gaardmand
Caroline Hansdatter, Kvinde, 26, 1819, Gift, Hans kone
Ane Katrine Poulsen, Kvinde, 55, 1790, Enke(mand), Aftægtskone
Ane Marie Elisabet Poulsen, Kvinde, 17, 1828,, Hendes datter
Catrine Knudsen, Kvinde, 22, 1823, Ugift, tjenestefolk
Peder Bager, Mand, 14, 1831,, tjenestefolk

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Paulsen, Mand, 35, 1815, Gift, Husfader
Caroline Hansdatter Hundvad, Kvinde, 30, 1820, Gift, Hans kone
Ane Cathrine Paulsen, Kvinde, 5, 1845, Ugift,
Karen Marie Paulsen, Kvinde, 4, 1846, Ugift,
Simon Paulsen, Mand, 2, 1848, Ugift,
Søren Andersen, Mand, 62, 1788, Enke(mand), Tjenestefolk
Maren Jensen, Kvinde, 16, 1834, Ugift, Tjenestefolk
Ane Cathrine Johannsen, Kvinde, 60, 1790, Enke(mand), Husfader s Moder, har Aftægt i Gaarden
Elisabeth Paulsen, Kvinde, 23, 1827, Ugift, Datter af Sidstnævnte, hos hvem hun som Sygelige har Ophold

Historie:
Af Per Andersen

Livet fortsatte sin gang på Lillegård, hvor børnene voksede op og én efter én forlod hjemmet. Nogen stor gård var det jo ikke, og der ses da heller ingen tjenestefolk på gården hverken i 1835 eller i 1845. Til gengæld var gården omgivet af nogle af sognets store gårde. Først og fremmest Dalbygård, der i disse årtier var ejet af Andreas Petersen, den kendte Slesvig-Holstensk-sindede stænderdeputerede. På den anden nabogård Lindgård, der havde været i denne slægts eje fra 1745, sad Johannes Lind som gårdmand. Disse var alle jævnaldrende.

Som traditionen var, skulle den ældste søn, Hans Hansen Hundevad på Lillegård, overtage gården efter faderen. I 1851 var sønnen blevet 38 år gammel og nået den alder, hvor han måtte tænke på at stifte familie. Hans Jørgensen Hundevad var over 60 år, og det var derfor kun naturligt, at han dette år solgte gården til sønnen for 1040 rdl. sølv. Af de øvrige 7 børn var 3 endnu ugifte, og året efter blev der skiftet med disse 3, således at de to drenge hver fik 320 rdl. og datteren 240 rdl. De 4 gifte børn havde vel fået deres ved deres ægteskabers indgåelse.

Hans Hansen Hundevads forældre blev boende på gården på aftægt, og sønnen lovede at forsyne og forsørge dem med "fri forsvarlig klæde, føde og opvartning, således at de ingen grund kunne have til at klage i nogen optænkelig måde".
Skulle forældrene imidlertid bestemme sig for at få deres eget, skulle der på gården indrettes en lejlighed på 2 fag til deres aftægtsbolig med et stykke havejord samt 2 æbletræer. De skulle naturligvis også have diverse naturalier såsom korn, smør, brændsel og mælk, som de dog selv måtte malke. I håndpenge skulle de have 12 rdl. årligt. Desuden måtte sønnen love at køre forældrene til og fra møllen, mindst to gange om året til Haderslev og tilbage samt 4 gange årligt til familien - dog måtte forældrene ikke forvente denne kørsel hverken i den travle såtid eller høsttid. Endelig skulle forældrene have en "ordentlig begravelse efter sognets skik".

Det var også på denne tid, at Andreas Petersen på Dalbygård besluttede sig for at dele den store gård mellem sine tre sønner. Hans Petersen fik Dalbygård, mens to nye gårde blev oprettet til hans brødre Johannes Petersen (Bøgelund) og Jørgen Petersen (Højgård).

Hans Hansen Hundevad blev i 1854 viet til Margrethe Green fra Agtrupskov, hvor hun var født som datter af Jakob Jensen og Anne Christine Jesdatter, der begge var kommet hertil fra Als. Fire piger fulgte i ægteskabet, hvoraf de tre overlevede barndommen på Lillegård.

Hans havde dog et svigtende helbred, og allerede som godt 50-årig vidste han, at han måske ikke havde så lang tid igen. Den 25. januar 1867 oprettede han derfor et testamente i overværelse af præsten Mørk Hansen og to vidner, Hans Olufsen Lind fra Lindgård og svogeren Mathias Geliert fra Vonsild. Ifølge testamentet skulle hustruen Margrethe overtage gården efter ham og blive siddende der til den 1. maj 1879, hvor den ældste datter Cathrine var blevet 24 år gammel og deslige var myndig. Fra dette tidspunkt kunne datteren overtage gården mod at yde moderen en forsvarlig aftægt samt at overlade jordlod matr. 8b til sine to søstre, Christine og Jacobine, til deling.

Testamentet blev ikke oprettet uden grund, idet Hans Hansen Hundevad ikke blev rask siden. Den 3. juni 1870 døde han og efterlod sig hustruen og de tre døtre, hvoraf den yngste, Jacobine, kun var 9 år gammel. Efter hans eget ønske blev Margrethe herefter siddende som ejer af gården.

Man kan roligt sige, at gården i de efterfølgende år var domineret af det kvindelige køn.

Enken Margrethe sad på gården sammen med sine 3 piger, der sikkert har hjulpet til efter evne. Morforældrene Karen og Hans Jørgen Hundevad har vel også gået til hånde, selv om de nu var ved at være oppe i årene. I 1872 kunne Hans og Karen fejre deres diamantbryllup, og præsten holdt i Dalby kirke en prædiken specielt for dem. Heri sagde han blandt andet, "I, kjære gamle brudefolk, som nu 60. gang se Eders bryllupsdag vende tilbage, som ej blot levede længere sammen end Eders slægtninge og kyndinge, men levede kærligt og lykkeligt sammen i disse mange, mange dage, som få en talrig flok af børn og børnebørn vokse op omkring Eder og se dem glade samlede om Eder i denne stund".

Margrethes ret til at sidde i uskiftet bo på Lillegård udløb den 1. maj 1879 ifølge testamentet, og allerede den 10. maj giftede datteren Cathrine sig med Rasmus Jørgensen fra Røjle ved Vejlby på Fyn, således at de kunne overtage gården. Margrethe indvilligede i at sælge gården, der på dette tidspunkt blev vurderet til kr. 12.000, til det nygifte ægtepar (Cathrine var 24 år og Rasmus 34 år på dette tidspunkt).
De to søskende til Cathrine, Jacobine og Christine, skulle imidlertid også have deres andel, der oprindeligt var bestemt til at være jordlodden matr. 8b. Denne lod købte Rasmus også, så den totale handel blev som følger:
• Aftægten til Cathrines morforældre, der stadig var på gården, blev vurderet til kr. 1.600.
• Margrethe skulle også på aftægt, og denne blev vurderet til kr. 2.000.
• Kr. 8.000 i kontant købesum.
• Overtagelsen af en gæld i gården på kr. 2.000 til Mathias Geliert i Vonsild.
Den kontante købesum på kr. 8.000 blev delt mellem Cathrines to søskende, således at de hver fik kr. 4.000. Da de imidlertid stadig var umyndige, blev disse beløb indsat i Overformynderiet til en rente af 4% årligt. Familien fortæller stadig, hvordan Jacobine to gange årligt fik udbetalt kr. 80 fra Overformynderiet, hvilket var et tiltrængt tilskud, da hun i 1898 i en alder af 37 år blev enke med en børnefolk på 7.
Aftægten til Cathrines moder, Margrethe, blev bestemt således, at hun, så længe bedsteforældrene også var på aftægt, ikke havde krav på andet end at blive boende på kost og logi hos datteren og svigersønnen. Først når bedsteforældrene engang var borte, kunne Margrethe flytte ind i deres 2 fags aftægtsbolig og nyde en aftægt, der var meget lig bedsteforældrenes. Dog havde hun også ret til at flytte fra gården, i hvilket tilfælde hun skulle have udbetalt kr. 400 om året - dette blev dog ikke aktuelt.

Første del om Lillegård kan ses for Hans Jørgensen Hundevad og hans hustru Karen Hansdatter Lind.

Fortsættelse om 3. generation og 4. generation kan ses for datteren Cathrine Hansdatter Hundevad og hendes mand Rasmus Jørgensen.

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Poulsen,, 40, 1815, Gift, Husfader
Caroline Hansen Handevad,, 36, 1819, Gift, Hans kone
Ane Chathrine Poulsen,, 10, 1845, Ugift, Deres barn
Karen Marie Hansen Poulsen,, 9, 1846, Ugift, Deres barn
Simon Poulsen,, 7, 1848, Ugift, Deres barn
Georgine Caroline Poulsen,, 2, 1853, Ugift, Deres barn
Jacob Bollerup Nielsen,, 19, 1836, Ugift, Tjenestekarl

Folketælling-Husmoder:
Rolle: Husmoder
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Rasmus Simonsen Poulsen, Mand, 45, 1815, Gift, Husfader
Karoline Hansen Hundevadt, Kvinde, 42, 1818, Gift, Hans kone
Ane Kathrine Poulsen, Kvinde, 15, 1845, Ugift, Deres barn
Karen Marie Hansine Poulsen, Kvinde, 14, 1846, Ugift, Deres barn
Simon Poulsen, Mand, 11, 1849, Ugift, Deres barn
Georgine Karoline Poulsen, Kvinde, 7, 1853, Ugift, Deres barn
Inger Kirstine Poulsen, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Hans Frederik Poulsen, Mand, 3, 1857, Ugift, Deres barn

Overleden:
Enke, Kolding Nørremark. Alder 71 Aar. Dødsaarsag: Bronkitis.

Caroline is getrouwd met Rasmus Simonsen Poulsen op 23 nov 1844 in Dalby kirke, Dalby sogn, Vejle amt. Rasmus (zoon van Simon Poulsen en Ane Cathrine Johansen) is geboren op 6 okt 1815 in Seest sogn, Ribe amt; is gedoopt op 7 okt 1815 in Seest sogn, Ribe amt; is gestorven op 23 apr 1879 in Kolding, Vejle amt; is begraven op 29 apr 1879 in Seest kirke, Seest sogn, Ribe amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Står som enke i 1880  ved hendes faders død

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• # Kort info: Møller
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Dalby by, Dalby sogn, Vejle amt; Står som Møllersvend

Aantekeningen:

Ved hans faders død i 1880 står der at Jørgen er gift og har børn: xx og xx

Gedoopt:
Hvorfor er Jørgen døbt Olufsen?

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Michael Utzon, Mand, 34, 1811, Gift, Kgl. Mølleforpagter
Cathrina Schaffhardt, Kvinde, 35, 1810, Gift, Hans hustru
Michael Utzon, Mand, 4, 1841, Ugift, Deres barn
Cathrina Utzon, Kvinde, 1, 1844, Ugift, Deres barn
Theodor Harmsen, Mand, 17, 1828, Ugift, Læredreng
Niels Kock, Mand, 27, 1818, Ugift, Møllersvende
Jörgen Hundevadt, Mand, 21, 1824, Ugift, Møllersvende
Jens Chrestensen, Mand, 22, 1823, Ugift, Tjenestetyende
Fal Lind, Mand, 26, 1819, Ugift, Tjenestetyende
Peter Søndergaard, Mand, 30, 1815, Ugift, Tjenestetyende
Markus Brynk, Mand, 35, 1810, Ugift, Tjenestetyende
Jacob Petersen, Mand, 25, 1820, Ugift, Tjenestetyende
Anders Jensen, Mand, 50, 1795, Gift, Tjenestetyende
Christina Jörgensen, Kvinde, 25, 1820, Ugift, Tjenestetyende
Trina Vindt, Kvinde, 24, 1821, Ugift, Tjenestetyende
Ellen Greiga, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Tjenestetyende
Maren Holm, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Tjenestetyende

Jørgen is getrouwd met Lene Hansdatter op 5 mrt 1848. Lene en is gestorven. [Gezinsblad] [Familiekaart]

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• # Kort info: Boelsmand, Bramdrup
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Ved hans gaders død i 1880 står Ole som gift og bor i Branderup

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Ved sin faders død i 1880 står at Helene er gift og bor i Haderslev

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• # Kort info: Gårdejer, Lunderskov
• Historie: 1813, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt; Historien om en lille gård i Dalby - 1. generation
• Folketælling-Barn: 1 feb 1835, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1845, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt
• Folketælling: 1 feb 1860, Lillegaard, Dalby sogn, Vejle amt

Aantekeningen:

Historie:
Af Per Andersen

Når man beskæftiger sig med gårdene i et sogn, er der en vis tendens til at fokusere på de større gårde. Og det er der vel nogle gode grunde til. De store gårde har ofte en længere historie, og der findes tilligemed bedre dokumentation af denne. Samtidig har gårdene og deres beboere i kraft af deres sociale status haft en mere synlig indflydelse i sognet.

For Dalby sogn er det blandt andet gårde som Dalbygård, Tvedgård og Lindgård, der tiltrækker opmærksomhed. Men sognet bestod også af mindre gårde, der måske ikke i samme grad bidrog til stabiliteten i sognet, men som alligevel er en vigtig del af sognets historie. Deres bidrag er ikke mindst interessant i lyset af den befolkningstilvækst, der fra midten af 1700-tallet skulle absorberes af landbruget, og som med tiden medførte store strukturelle ændringer i det daværende hovederhverv. Det var inden affolkningen fra land til by satte ind.

Denne historie handler netop om en sådan mindre gård i Dalby, der ikke uden grund i folkemunde blev kaldt for "Lillegård", selv om navnet ikke er set i officielle papirer. Den eksisterede som selvstændig gård fra 1813 til 1913.

Delingen af Peder Mogensens gård

Lillegård blev efter udskiftningen oprettet på en del af de jorder, der tilhørte den gamle gård nummer 7 i Dalby by. Gården tilhørte fra 1788 Peder Mogensen fra Vonsild, der oplevede at blive gift tre gange, inden han døde den 16. februar 1811, 62 år gammel. Hans efterlevende to børn, Christine og Inger Marie var begge døtre af hans anden hustru, Christine Mortensen fra Agtrup, der døde af feber 31 år gammel.
Der var ingen drengebørn, der kunne overtage gården, og man måtte derfor finde en anden løsning. Man så sig omkring efter en passende mand til den ældste datter, Christine, omend hun kun var 17 år gammel på dette tidspunkt. Det blev Simon Andersen, der den 21. september 1811 kunne flytte ind på gården som husbond til den 17-årige pige.

Hvad der derefter skete var meget usædvanligt. Kun to år efter besluttede Simon og Christine sig for at sælge gården og gå på aftægt i en alder af kun 25 og 19 år. Baggrunden for dette kan vi kun gisne om, men det var normalt sygdom eller svagt helbred, der lå bag en "førtidspensionering" på aftægt (hvis det da ikke var, fordi børnene ønskede at overtage gården, hvad jo ikke var tilfældet her). Hverken Christine eller Simon blev gamle, hvilket kunne bekræfte teorien om et svagt helbred.

Ved salget af gård nummer 7 i 1813 blev den stykket ud i tre mindre gårde af nogenlunde lige størrelse. Foruden Lillegård, der blev oprettet på den ene af de tre udstykninger af gård nr. 7, købte Johan Nissen Wiborg en tredjedel, nemlig lodderne Fælledskov, Krogshave, Vestermark og resten af Sønder- skovkobbelhave. Disse synes at være lagt til den parcel, han allerede i 1807 havde købt og bebygget af Hans Lauritsens gård. Det tilkøbte blev allerede i 1817 solgt videre til Peter Lauritsen. Den sidste del købte Peter Henrik Schafkard fra Dalby mølle, og den bestod af Nørreskovkobbelhave, hustoft med byggeplads, Nørre og Sønder Gammel Have og Øddisagger.

Jorderne, hvor Lillegård blev oprettet, købtes af Hans Jørgensen Hundevad. Han var ikke et af sognets egne børn, idet han var født i Binderup 1790 som søn af gårdejer Jørgen Olufsen og Elisabeth Jørgensdatter fra gård nr. 10 i Binderup. Måske havde Hans tjent på en gård i Dalby, for han knyttede bånd til den godt et år yngre Karen Lind fra Lindgård, og da båndene blev til ægteskab i 1812, besluttede den nye familie at slå sig ned i Dalby tæt ved hendes fødegård.

Umiddelbart kunne det lyde som et uligevægtigt ægteskab - datteren fra en af sognets store gårde på omkring 150 td. land med en tilflyttende ungkarl, der kun kunne byde på en forholdsvis lille gård. Men som Lind-slægten havde også Hundevad-slægten stolte traditioner i Sønderjylland (som Dalby jo tilhørte indtil 1864). Den stammede fra gården Hundevad i Vonsbæk by ved Haderslev, hvor slægtens rødder går tilbage til den første kendte ejer Christen Termansen, der den 2. januar 1507 af Hertug Frederik fik benådet friheder for godset Hundevad. Herefter kan slægten generation for generation følges på Hunde- vad-gården frem til 1909, hvor en fjernere slægtning overtog den. Helt ud af slægten kom gården først i 1981, hvor den blev solgt til Peter Nørgård.

Binderup-grenen af slægten opstod, da Anne Kirstine Hansdatter, der på spindesiden var efterkommer af Hundevad'erne i Vonsbæk, i 1758 giftede sig med Oluf Pedersen på gård nummer 10 i Binderup. Jørgen Olufsen, Hans Jørgensen Hundevads fader, var en søn af dette ægteskab og altså ikke nogen "Hundevad", men til ære for kvindesiden i slægten blev alle børnene døbt med efternavnet Hundevad.

Lillegård
Hans Jørgensen Hundevad købte i 1813 som nævnt '/b af gård nummer 7 i Dalby og oprettede på de godt 38 td. land gården Lillegård. Den bestod af to lodder af kirkekoblet (det ene lod havde tilhørt gård nummer 9) samt et kobbel Hænetskov i den sydlige ende af sognet. Herfor måtte Hans Jørgensen Hundevad betale 1223 rigsdaler, hvoraf godt 100 rdl. skulle falde ved underskriften af skødet. Man kan gætte på, at Karen Lind havde fået en medgift med sig fra Lindgård.

Simon Andersens gård nummer 7 var nu blevet delt, men der var stadig noget, der bandt de tre nye gårde sammen i mange år, nemlig aftægten til de "gamle" ejere Simon og Christine. Det blev bestemt, at de tre nye ejere i fællesskab skulle yde en malkeko, et får med tilhørende græsning, diverse høstudbytte, brændsel mv. til aftægtsfolkene. Fordelingen af ydelserne mellem de tre ejere skulle nøje følge jordernes bonitet (værdi), som opmålt af landmåler Petersen. Dog med undtagelse af selve aftægtshuset på 6 fag, der alene skulle stilles til rådighed af Hans Jørgensen Hundevad inden den 24. juli 1814.

Købet afjorden skete den 30. april 1813, og frem til juli 1814 må vi derfor antage, at Hans Jørgensen Hundevad var travlt beskæftiget med at opføre gårdens bygninger på de nye jorder. Simon Andersen og Christine Peders- datter flyttede ind i deres aftægtshus, og de fik flere børn, inden Christine døde af feber i en alder af 34 år. Simon overlevede hende i 11 år, indtil han om morgenen den 30. november 1840 blev fundet død i sengen. Da havde han levet på aftægt i 27 år.

På den tid var jorden og gården den kapital, man havde. Man lånte penge med pant i gården af privatpersoner, ofte af familiemedlemmer eller venner, og man kunne købe og sælge mindre dele jord til gården. Når tiderne var gode, kunne man udvide, og det var vigtigt at eje "en god gård", der kunne overdrages til næste generation. De fleste drømte om at udvide den gård, man havde anskaffet eller arvet.
Men tiden efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet var svær for landbruget, og igennem det meste af 1820erne fortsatte krisen med meget lave priser på korn. Også Hansjør- gensen Hundevad må have oplevet dette, og det har ikke været nemt at skulle brødføde familien, der efterhånden blev udvidet med 8 børn, på den lille gård.

Det er derfor forståeligt, at Hans måtte låne penge i midten af 1820erne, herunder 240 rdl. af sin bror Laurits Jørgensen Hundevad i Binderup. Sommeren 1826 var usædvanlig tør på egnen, og høsten kan næppe have været særligt vellykket. Året efter måtte Hans også sælge noget jord fra, idet han afhændede et stykke af kirkekoblet (nuværende matrikel 8a) til A. Wissing. På et tidspunkt har han også solgt koblet Hænetskov fra i den sydlige del af sognet.

Mod slutningen af 1820erne blev tiderne igen bedre p.g.a. stigende kornpriser, og det er måske baggrunden for, at Hans Jørgensen Hundevad i 1829 kunne udvide gården med koblet Fælledskov samt et stykke af det tilgrænsende kobbel, som han købte af Peter Lauritsen for 400 rdl. (nuværende matrikel 8b). Det meste af dette kobbel var ryddet for skov og kunne anvendes som agerjord med undtagelse af lidt krat, som stadig fandtes i det ene hjørne.

Dermed havde Lillegård fået det jordtilliggende, som fulgte gården frem til starten af 1900-tallet.

Fortsættelse kan ses på børnene i næste generation, dvs. Hans Hansen Hundevad og hans hustru Margrethe Jacobsdatter Green (generation 2).

Se hele artiklen her: https://dis-danmark.dk/bibliotek/911811.pdf

Folketælling-Barn:
Rolle: Barn
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 45, 1790, Gift, Parcelenbesitzer
Karen Hanstochter Lind, Kvinde, 44, 1791, Gift, Hans kone
Hans Hansen Hundevadt, Mand, 21, 1814, Ugift, ihre Kind
Inger Elisabeth Hundevadt, Kvinde, 20, 1815, Ugift, ihre Kind
Else Hundevadt, Kvinde, 13, 1822, Ugift, ihre Kind
Jørgen Olufsen Hundevadt, Mand, 11, 1824, Ugift, ihre Kind
Oluf Hansen Hundevadt, Mand, 9, 1826, Ugift, ihre Kind
Helena Hundevadt, Kvinde, 4, 1831, Ugift, ihre Kind
Johannes Hansen Hundevadt, Mand, 2, 1833, Ugift, ihre Kind

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Jørgensen, Mand, 54, 1791, Gift, Gaardmand
Karen Lind, Kvinde, 53, 1792, Gift, Hans kone
Else Hundevadt, Kvinde, 23, 1822, Ugift, Deres barn
Ole Hundevadt, Mand, 18, 1827, Ugift, Deres barn
Lina Hundevadt, Kvinde, 15, 1830, Ugift, Deres barn
Johannes Hundevadt, Mand, 11, 1834, Ugift, Deres barn

Folketælling:
Navn, Køn, Alder, Født år, Civilstand, Information
Hans Hundevadt, Mand, 47, 1813, Gift, Husfader
Margrethe. f. Jacobsen, Kvinde, 40, 1820, Gift, Hans kone
Cathrine Hundevadt, Kvinde, 5, 1855, Ugift, Deres barn
Anne Hundevadt, Kvinde, 3, 1857, Ugift, Deres barn
Hans Jørgensen Hundevadt, Mand, 70, 1790, Gift, Aftægtsfolk
Karen. f. Lind, Kvinde, 69, 1791, Gift, Aftægtsfolk
Johannes Hundevadt, Mand, 27, 1833, Ugift, Deres søn
Rasmine Andersen, Kvinde, 18, 1842, Ugift, Tjenestepige

Overleden:
Ved hendes faders død i 1880 er Johannes ikke nævnt, hvilket nok betyder at han er død på dette tidspunkt.

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Beskæftigelse: Bojskov, Tyrstrup sogn, Haderslev amt; Urmager

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Besidder gården: van 1860 tot 1877, Lindgaard, Dalby sogn, Vejle amt

Andere gebeurtenis soorten en attributen:

• Beskæftigelse: Mejersminde, Bramdrup sogn, Vejle amt; Gaardejer
• Hjemmedøbt: 22 feb 1846

Aantekeningen:

Johannes Hansen Lind var fader til tandlæge dr. Gustav Johannes Lind, stifteren af blandt andet kunstmuseet Trapholt.

Slægten har haft stor betydning for familien Lind. Den ældste forfader kan spores tilbage til bonden Tue fra Fjelstrup, født omkring 1460. Navnet Lind blev synonym for slægten efter 1745, hvor Oluf Hansen "Lind" overtog gården Lindgård. Det var dog først i forbindelse med den kongelige forordning i 1771, der påbød at alle børn blev skrevet i kirkebogen med sit slægtsnavn, at navnet Lind blev det officielle slægtsnavn.

Johannes Hansen Lind, født 1846 på Lindgård, var niende barn af en børneflok af ti. Han blev beskrevet som en kultiveret og belæst mand med en meget æstetisk fornemmelse, som desuden interesserede sig for historie og litteratur. På lystgården Mejersminde, som Johannes købte i 1875, dygtiggjorde han sig blandt andet inden for mælkeproduktion og blev i 1880'erne kvalitetsgodkendt til at sælge mælken som børnemælk.

Det var ligeledes på gården Mejersminde, at Gustav Johannes Lind voksede op. Man kan forstille sig, at hans faders interesse for kultur har haft indflydelse på Gustavs egen kulturelle interesse. Men ifølge ham selv, var det i forbindelse med sin tid på latinskolen, at Gustav Lind fik øje for billedkunsten, idet han her lærte om form og linjeføring, om farveharmoni og komposition, som han siden hen brugte, når han besøgte alverdens museer.

Overleden:
I kirkebogen står der:
Rentier, forhen Gaardejer af Meyersminde, Bramdrup Sogn, nu boende i Villa "Hjemly", Bramdrup Sogn. Født i Dalby Sogn ved Kolding 20/2 1846. Søn af afdøde Forældre Grdjr. Johannes Hansen Lind og Hustru Dorthea Lauritsdatter. Sidste fælles Bopæl med efterlevende Hustru Bodil Marie Brems var Villa "Hjemly", Bramdrup Sogn. Alder 83 Aar
(tak til Ole H. Damgaard for transskribering)

Johannes is getrouwd met Bodil Marie Nielsdatter Brems op 10 jun 1875 in Gauerslund kirke, Gauerslund sogn, Vejle amt. Bodil is geboren op 13 nov 1852 in Brøndsted, Gauerslund sogn, Vejle amt; is gedoopt op 2 jun 1853 in Gauerslund kirke, Gauerslund sogn, Vejle amt; is gestorven op 27 okt 1941 in Hjemly, Kolding, Vejle amt; is begraven op 31 okt 1941 in Bramdrup sogn, Vejle amt. [Gezinsblad] [Familiekaart]