Notater:
Holmens Kirkegård eller Skibskirkegården blev indviet i 1666, og er Københavns ældste ibrugtagne kirkegård.

Kirkegården beliggende på Dag Hammerskjölds Allé på Østerbro og ligger lige over for Garnisons Kirkegård.

Oprindelig var det en begravelsesplads for ubemidlede matroser og deres familie i kongens tjeneste i modsætning til den tidligere Soldaterkirkegård Garnisons Kirkegård.

Holmens Sogn, der i året 1617 blev oprettet af Chr. IV, har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde, af hvilken den nuværende Holmens Kirkegård er den yngste. Blandt de tidligere er kirkegården ved Holmens Kirke allerede nævnt i indledningen. Den anlagdes i Holmens Kirkes indvielsesår i 1619 og var i brug til 1851.

Før Kirkegården ved Holmens Kirke blev anlagt, anvendtes der i Holmens Sogns ældste tid (Holmens sogn grundlagt i 1617) en kirkegård anlagt i 1546 lige uden for Nørreport.

I Holmens Kirkes indvielsesår anlagdes der samtidig med kirkegården ved kirken en kirkegård på selve Holmen, der med nogle års afbrydelser var i brug til 1666. Dens beliggenhed har formodentlig været i det område, hvor bl.a. Det kongelige Teater i dag er beliggende.

I 1650'erne blev der anlagt en kirkegård ved Chr. IV's ufuldendte rundkirke St. Annæ Rotunda, omtrentlig på det areal, der i dag bl.a giver plads til DSB's generaldirektorat. St. Annæ kirkegården benyttedes så sent som i peståret 1711 og i nogle år derefter af Holmens Sogn.

Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse med, at oberst Henrik Rüse - der var i færd med at opføre Kastellet på Fr. III's befaling, i 1662 havde udstyukket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).

10. august 1666 på St. Laurentii dag blev flådens kirkegård også kaldet Skibskirkegård eller Bådsmandskirkegård indviet. Samme dags eftermiddag blev som den første bådsmand Mogens Andersen Mörchtüe begravet på kirkegården af Holmens Kirkes daværende provst og sognepræst Hans Hansen Seidelin.

Af Københavns ibrugværende kirkegårde er Holmens Kirkegård den ældste, idet Garnisons Kirkegård først blev taget i brug halvtreds år senere i 1711 og Assistens Kirkegård små hundrede år senere i 1760.

Holmens Kirkegård - Skibskirkegården - var anlagt som fattigkirkegård til begravelse af de i kongens tjeneste stående ubemidlede uniformerede matroser og deres familier, "så at aldeles intet for jorden enten til Kirken eller Skolen skulle gives, mens enhver, som de bedst ved og kan selv grave den Grav, som fra Holmen dertil er bestilt". Ubemidlede boende på Bremerholm skulle også begraves på Skibskirkegården.

Af en befaling udstedt af Holmens Kirkes Patron i 1706 fremgår det, at det skulle tages alvorligt, at kirkegården var for ubemidlede, idet "ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende nok til at kunne betale til Kirken for jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom Kirkegården alene var anlagt til de ganske Fattige". Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halvt så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet, idet antallet af begravelser mere end fordobledes, for "Intet sted lyste de hvide Kors så hyppigt på dørene, som i de små nyboderhuse". I årene efter pesten blev anordningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor også mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.

Derfor forordnedes det i 1728, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det mere attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen. Det skyldtes ikke alene det forhold, at der ikke måtte opsættes mindesmærker på Skibskirkegården, men også at kirkegården endnu ikke var indhegnet, hvorfor køer og andre kreaturer gik og græssede og rodede mellem gravene. For at hindre kreaturernes overløb gravede man i 1769 grøfter rundt om hele kirkegården. Endvidere hegnede man hele kirkegården med en hvidtjørnehæk.

Da det efterhånden blev almindeligt med gravsteder for andre end fattige matroser på Skibskirkegården, rejste der sig røster for at ophæve bestemmelsen om opsætning af mindesmærker af sten eller træ. Assistenskirkegårdens anlæggelse var også medvirkende til dette krav. I 1794 blev et kompromis bragt i stand, og den rigoristiske bestemmelse blev omgået, fordi en tidligere præst ved Holmens Kirke Laurids Smith - der endte som slotspræst på Fredensborg - ønskede at hvile blandt sine elskede hensovede tilhørere".
[Kilde: Holmens kirkes hjemmeside]